Qatar-krise: Nabolande stiller 13 krav for at ophæve blokade

Både i USA og Mellemøsten er der opbakning til, at Qatar bliver "sat på plads", fortæller ekspert.

Qatars udenrigsminister, Mohammad bin Adbulrahman al-Thani, under et pressemøde om den diplomatiske krise i starten af juni. (Foto: © KARIM JAAFAR, Scanpix)

Saudi Arabien og tre andre arabiske lande har præsenteret Qatar for en liste med 13 krav, som landet skal opfylde i løbet af 10 dage.

De fire lande kræver blandt andet, at Qatar skal...

  • Lukke mediet Al Jazeera

  • Stoppe for tilkendelse af statsborgerskaber og udvise samtlige borgere fra Saudi-Arabien, Oman, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater

  • Udlevere samtlige personer, der er eftersøgt for terrorisme i de fire lande.

  • Stoppe økonomisk støtte til organisationer, der er kategoriseret som terrorgrupper af USA.

  • Kappe alle bånd til Det Muslimske Broderskab, Hisbollah, al-Qaeda, Islamisk Stat og al-Nusra.

  • Udlevere oplysninger om økonomisk støtte til oppositionen i Saudi-Arabien og andre nationer.

  • Lukke tyrkisk luftbase i Qatar.

  • Kilde: AP

Kravene kommer, efter at landene i tre uger har haft Qatar under en økonomisk og fysisk blokade - og kravene er meget vidtgående, vurderer Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

- Det er vidtgående, at Al Jazeera kræves lukket, spørgsmålet om de tyrkiske baser, som kræves lukket, men også at de skal stoppe deres støtte til en række organisationer, heriblandt Det Muslimske Broderskab - noget, som bliver meget svært for Qatar at gøre, siger han.

Oplæg til forhandling

Qatar har på forhånd afvist at forhandle, så længe blokaden mod landet opretholdes.

Der er heller umiddelbart noget håb om, at kravene bliver opfyldt – i hvert fald ikke som de står formuleret, vurderer Martin Hvidt. I stedet skal de ses som et oplæg til forhandling, siger han.

- Nu er vi inde i en forhandling, og det vil sige, at Qatar må give et eller andet. Og der er nogle af de her 13 krav, som Qatar måske godt kan handle på, uden at det er et stort problem for dem.

- Så er der andre, hvor de vil sige, det kan vi ikke, men vi kan måske lave nogle små ændringer hist og her.

En potentiel katastrofe

Qatar har nemlig stor interesse i af få løst konflikten med de fire lande - blandt andet på grund af det forestående fodbold-VM i 2022, fortæller Martin Hvidt.

- De er under betydeligt pres. Dels er de afsondret fra de andre lande på nuværende tidspunkt, og det er blandt andet svært at få varer ind. Men på lidt længere sigt har de nogle store projekter, blandt andet VM, som de skal afholde om fire år.

- For at det VM kan afholdes, så betyder det, at blandt andet Bahrain skal være direkte involveret, da en del af tilskuerne skal bo der. Så hvis ikke situationen i hele regionen blødes op rimeligt hurtigt, så er det fodbold-VM simpelthen i fare, og det vil være en katastrofe for landet.

Skal sættes på plads

De fire lande har da også stor opbakning til de krav, som de nu har stillet til Qatar - blandt andet fra USA.

- Der er stor opbakning – ikke bare i de fire lande, men også fra USA og i Mellemøsten som helhed - for at Qatar på en eller anden vis bliver sat på plads, siger han.

Sagen kort

  • I starten af juni brød fem lande alle diplomatiske forbindelser med golfstaten Qatar.

  • De fem lande: Saudi-Arabien, Egypten, Yemen, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater.

  • Begrundelsen var, at Qatar ifølge disse lande støtter terror og Iran. Qatar afviser beskyldningerne.

  • Samtidig opfordrede Saudi-Arabien alle "venskabslande" til også at bryde forbindelsen til Qatar.

  • USA opfordrede kort efter de fem lande til at afslutte blokaden, men opfordrede samtidig Qatar til at gøre mere for at bekæmpe terrorisme.

  • Tyrkiets præsident Erdogan har fordømt blokaden og kaldt den "en dødsstraf" over Qatar.