Hvis det ikke var for migrantarbejderne, ville der ikke være et VM i Qatar.

Der ville dårligt eksistere et samfund, hvis det ikke var fordi, mennesker fra fattige og konfliktfyldte lande rejser mod Qatar.

Nogle tvunget af nød for at kunne brødføde deres familier, som de ikke ser i årevis. Andre drager mod et af verdens rigeste lande målt per indbygger med tillokkende muligheder, der ikke findes i deres hjemlande.

En filippinsk chauffør kører mig fra lufthavnen. En tyrkisk tjener serverer burgere på restauranten. Det er mennesker fra afrikanske og asiatiske lande, der låser døren op til bygningen, hvor jeg bor og siger Hi madame.

På et tidspunkt kommer der nok en rengøringsmand fra Pakistan og skurer gulvet. Måske en heldig position, mens hans land er oversvømmet af klimaforandringerne.

På lavprisselskabet Fly Dubai’s fly fra Dubai mod Doha sidder jeg ved siden af en filippinsk lady driver. Det vil sige, hun kører familiens kvinder rundt til deres gøremål. Hun er på vej tilbage til familien efter halvandet års pause fra sit liv i Doha.

- Denne gang var det et krav, at jeg ikke vil bo på værelse med familiens tjenestepige, fortæller hun og siger lidt undskyldende:

- Vi er jo forskellige og går måske i seng på forskellige tider.

Qatar som redningsvest

Tusindvis af migrantarbejdere fra blandt andet Nepal, Bangladesh og Indien døde for at komme og bygge stadioner, metro og anden infrastruktur op til VM.

Og så er der alle de hundredetusindevis af andre migrantarbejdere, som Qatar er så afhængig af, og som har søgt lykken i byen med den glimtende skyline og qatarer, der kører rundt i en parade af dyre biler. En Lamborghini, en Rolls Royce. Men råd til ordentlige boligforhold for dem, der har bygget byen, er der ikke.

I Souk Waqif, basaren, går qatarerne rundt i deres hvide dragter altid perfekt nystrøgne af en tjenestepige i hjemmet. Om hun har det godt, afhænger af familien.

Systemet sikrer ikke automatisk hendes rettigheder. I det ligger der også beskeden om, at hun skal være glad for bare at have et job. De få hundrede dollar mange tjener, er nok til at holde familien i live i hjemlandet.

En asiatisk tjenestepige løber efter en lille pige. Hvad der må være moderen sidder på en bænk indhyllet i sort og tager billeder af sin datter.

I basaren møder jeg nogle unge mænd fra Libyen. En tandlæge. En nyuddannet pilot. En softwareingeniør. Deres eget land er splittet. Af krig og politik og militser. I Qatar ser de muligheder.

En libaneser arbejder for et firma, der laver belysning på byens facader.

- Kan du lide at bo her, spørger jeg? Han ser på mig.

- Hvad tror du selv? Hvis du kunne vælge frit, ville du så bosætte dig i Doha?

- Nej.

Inflationen i Libanon er lige så skyhøj som Dohas skyline. Qatar er hans redningsvest. Alt andet lige bedre end at dø uden redningsvest i en båd på vej over Middelhavet, som flere af hans landsmænd for nyligt gjorde.

En gruppe tunesere, der bor i Qatar, defilerer forbi, begejstrede med deres flag om skuldrene overbeviste om, at de vinder over Danmark. Tunesere dør også på Middelhavet i kampen for et bedre liv i Europa.

Qatar er falkenes land

I Qatar får falke mere opmærksomhed end migrantarbejdere - lige på nær op til VM, hvor især vestlige befolkninger diskuterer, om de skal boykotte VM eller ej og i så fald, hvordan de skal boykotte.

I basaren ligger et hospital, hvor alle patienterne er falke, der er objekter for qatarernes storinteresse i falkesport.

Hospitalet ligger ved siden af butikkerne, hvor de dyre fugle sidder på række med en hætte over hovedet og venter på at blive købt.

På hospitalet filer migrantarbejdere deres kløer, og de får sat fjer på, hvis de har mistet nogen. Der findes også et hospice, hvor de uhelbredelige falke venter på at dratte ned af pinden. I Qatar må man ikke aflive dyr.

Men det passer ikke, at Qatar ikke tager sig af migrantarbejderne, siger styret. Da jeg for nogle år siden besøgte et af de stadioner, der var ved at blive bygget, blev jeg mødt af en repræsentant for udviklingen af bedre udstyr til migrantarbejderne.

Han stod med en hjelm i hånden, som var blevet udviklet med indbygget ventilation, der skulle køle deres varme hoveder i heden. Jeg har aldrig set den på en håndværkers hoved.

I skyggen af VM

I Qatar har de omkring 300.000 lokale det hele. Gassen og olien, der har betalt de mange svimlende milliarder, det koster landet at være værtsnation for VM. De andre over 2,5 millioner mennesker i Qatar har måske mere, end de ville have haft, hvis de var blevet hjemme.

Men de er her for at udfylde en funktion. Ikke for at stille spørgsmål, danne fagforeninger eller tale om rettigheder.

Mellem skiltene og de deltagende landes flag og reklamerne for Fifa og VM i Qatar og lyskeglerne på facaderne og de oplyste palmer langs vejene, hvor migrantarbejderne stadig knokler for at blive færdige til det store rykind, er det især verdens ulighed der gennemtrængende bider sig fast på nethinden.

Qatars glittede fodboldeventyr tager sig ud som en konstant påmindelse om verdens tilstand, som stadig eksisterer længe efter VM - men som nok træder mere i baggrunden i europæiske stuer, når finalen er fløjtet af.

DR har i tre programmer sat fokus på Qatar som værtsnation til årets VM i fodbold. Se dokumentarserien 'Verdens bedste VM' via linket herunder.