Regeringen i Libanon trækker sig

Premierministeren siger i en tv-transmitteret tale, at hans regering trækker sig.

Libanons premierminister Hassan Diab kort før sin regerings sidste møde. (Foto: © WAEL HAMZEH, Scanpix)

Efter den voldsomme eksplosion i Beirut i sidste uge går den libanesiske regering af.

Det siger landets premierminister, Hassan Diab, i en tale til nationen.

- Den katastrofale eksplosion i Beirut var en følge af meget omfattende korruption, sagde Hassan Diab blandt andet i talen, hvor han gav inkompetence og korruption i den regerende klasse gennem 30 år skylden for landets dybe krise.

Derefter kom han med beskeden:

- I dag føjer vi befolkningen og følger dens krav om, at de skyldige skal drages til ansvar for katastrofen. Derfor meddeler jeg i dag, at regeringen træder tilbage.

Protester foran parlamentet

Der er samtidig meldinger om, at myndighederne har brugt tåregas mod demonstranter, der før, under og efter talen protesterede ude foran landets parlament.

I de seneste dage har der været store demonstrationer i Beirut og resten af landet, hvor tusinder har udtrykt deres vrede og utilfredshed med regeringen, som de mener bærer ansvaret for den voldsomme eksplosion, der ramte i sidste uge.

På trods af regeringens afgang, var der flere demonstranter, som efterfølgende stadigvæk var vrede.

- Når de, der er ansvarlige for eksplosionen og alt det, der er sket de sidste 30 år... Når de bliver holdt ansvarlige, vil vi være tilfredse, siger demonstranten Hind Nehme til nyhedsbureuaet AP.

  • I dagevis har demonstranter fyldt gaderne i Beirut, og det er kommet til sammenstød mellem dem og politi. (Foto: © Thaier Al-Sudani, Scanpix)
  • Politiet har brugt tåregas for at opløse demonstrationer. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
  • For mange demonstranter var eksplosionen den berømte dråbe for utilfredsheden med landets regering. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)
1 / 3

Advarsler om lager blev overhørt

Eksplosionen, der fandt sted ved havnen i Beirut, skete med al sandsynlighed, da et lager med 2750 tons ammoniumnitat - et stof, der både kan bruges til gødning og bomber - blev antændt og derefter sprang i luften. Mindst 158 mennesker omkom, og omkring 6000 blev såret.

Satellitfoto af havnen i Beirut. (Foto: © -, AFP or licensors / Foto: © -, AFP or licensors)

De mange tons sprængfarligt materiale havde ligget i havnen siden 2013. Flere kilder har fortalt, at deres advarsler om, at det ikke blev opbevaret sikkert, i årevis blev ignoreret af myndighederne.

Siden har demonstranter protesteret mod regeringen og blandt andet sat galger op på byens pladser. De har også bedt den franske præsident, Emmanuel Macron, om hjælp til at afsætte den politiske ledelse i Libanon.

Flere ministre og parlamentsmedlemmer havde inden premierministerens tale allerede sagt op.

I dagevis har demonstranter været på gaden. Mød nogle af dem i videoen her:

Hjælpen er på vej

I kølvandet på ulykken har flere lande lovet at sende penge til Libanon for at hjælpe dem med genopbygningen. Blandt andet har EU lovet at sende samlet 74 millioner dollar.

Donationerne vil blive ført gennem FN-agenturer og nødhjælpsorganisationer. Og det er blevet understreget af organisationerne, at donationerne vil blive overvåget nøje.

Danmark har valgt at sende 150 ekstra millioner kroner til Libanon.

- Den humanitære situation i Beirut efter eksplosionen er katastrofal. Det er helt afgørende, at vi viser resolut handlekraft, støtte og solidaritet, har udviklingsminister Rasmus Prehn (S) udtalt i den forbindelse.

Opdateret 20.37 med citater fra talen og citat fra demonstrant.