Republikanerne gjorde rent bord ved tirsdagens valg i USA.
De vandt præsidentposten, flertallet i Senatet og flertallet i Repræsentanternes Hus.
Donald Trump bliver den nye præsident, og det er det første embede, som forretningsmanden er blevet valgt til. Det vil vise sig, hvordan han vil samarbejde med Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.
Hans partifæller fastholder kontrollen med begge kamre. Og modsat den nuværende præsident, Barack Obama, som har måttet slås med en republikansk domineret kongres for at få sin politik igennem, så har Trump i udgangspunktet en venligt stemt kongres med sig.
Vil rulle sundhedsreform tilbage
Inden valget havde Republikanerne et flertal på 54 mod 46 i Senatet. Onsdag morgen er tallet mindst 51, men partiet ventes at vinde et senats-omvalg i Louisiana i December og dermed nå op på et flertal på mindst 52.
I Repræsentanternes Hus fastholder republikanerne også deres flertal. Onsdag morgen havde de indtil videre sikret sige mindst 235 ud af de 435 pladser.
Trump har blandt andet lovet, at han vil forsøge at få Kongressen til at rulle Obamas sundhedsreform tilbage.
Kan udnævne ny højesteretsdommer
Der mangler i øjeblikket en dommer i landets højesteret, efter Antonin Scalia døde i februar.
Det er Trump som præsident, der nominerer en ny kandidat, og det er Senatet, hvor republikanerne som nævnt har flertal, der udnævner vedkommende.
Den kombination giver partiet og Trump gode muligheder for at udnævne en konservativ dommer.
USA’s Højesteret har i øjeblikket fire konservative og fire liberale dommere. Den niende kan således afgøre magtbalancen i dommerkollegiet, der har stor indflydelse på amerikansk politik. Den har for eksempel afgjort at homoseksuelle havde ret til at gifte sig, og at abort er lovligt.