Republikanske topfolk retter nu deres skyts mod Donald Trump.
Det sker, efter CIA i en efterretningsrapport, hvis indhold kom frem for få dage siden, konkluderer, at Rusland forsøgte at sabotere og blande sig i valget med det formål at hjælpe Trump.
Rapporten har fået de republikanske senatorer Lindsey Graham og John McCain i samarbejde med den demokratiske senator Charles E. Schumer og demokraten Jack Reed til at iværksætte en grundig og tværpolitisk undersøgelse af Ruslands indblanding i det amerikanske valg. Det skriver Washington Post.
"De nyeste beretninger om en russisk indblanding i vores valg bør bekymre enhver amerikaner," skrev de fire senatorer i en udmelding søndag.
"Demokrater og Republikanere må arbejde sammen og på tværs af Senatets jurisdiktions linjer for at undersøge disse nye hændelser grundigt og udarbejde omfattende løsninger for at afskrække og beskytte imod øvrige cyber-angreb."
De fire senatorer tilføjer desuden, at det er vigtigt at arbejde på tværs af de politiske skel i sagen.
Trump-kritiske republikanere
De to republikanske senatorer John McCain og Lindsey Graham har tidligere kritiseret Trump gentagne gange – både før og efter hans sejr ved præsidentvalget.
Andre republikanske senatorer som Susan Collins og James Lankford bakker op om McCain og Grahams beslutning om at iværksætte en tværpolitisk undersøgelse.
Ifølge Washington Post er det sandsynligt, at andre republikanerne vil være tilbageholdne i forhold til at støtte en så vidtrækkende undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i valget, da Trump har kaldt CIA-beskyldningerne for tåbelige. Derudover kan de være bekymrede i forhold til at starte en så åbenlys konflikt, inden Trump overhovedet er indsat som præsident.
Underkender CIA’s arbejde
I et interview med Fox News tager Donald Trump stærk afstand fra beskyldningerne om en russisk indblanding i det amerikanske valg, som er fremlagt af CIA. Han mener, at beskyldningerne er et forsøg på at forklare Demokraternes nederlag. Trump fik en klar sejr i valgmandskollegiet, til trods for at Hillary Clinton vandt i antallet af personlige stemmer.
- Hver uge er der en ny undskyldning. Vi vandt som bekendt en massiv jordskredssejr i valgmandskollegiet, siger Trump i interviewet.
I en meddelelse fra Trumps overgangshold underkender man desuden CIA’s arbejde ved at sammenligne deres konklusioner i forbindelse med Irak-krigen:
”Det her er de samme folk, som sagde, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben,” lyder det.
Det kommer i kølvandet på, at Barack Obama har beordret en grundig undersøgelse af de hackerangreb, der fandt sted i løbet af den amerikanske valgkamp.