Romney efter møde med "farlig" Trump: Vi havde en god snak

Donald Trump har lørdag taget imod Mitt Romney til en snak, som menes at omhandle posten som udenrigsminister.

"Det gik godt", råbte Donald Trump til reporterne, da Romney forlod mødet. (Foto: © DREW ANGERER, Scanpix)

Donald Trump vil blive en "farlig præsident", som slet ikke har forstand på udenrigspolitik, har Mitt Romneys dom lydt.

Lørdag mødtes de to republikanere så til et møde om fremtiden.

Forholdet mellem USA's kommende præsident og Republikanernes kandidat ved det foregående valg i 2012 har ikke været det bedste, men på mødet mellem de to i dag på Trumps golfanlæg i delstaten New Jersey, var tonen mere mild og imødekommende.

- Det gik godt, råbte Trump til de ventende reportere, da mødet var overstået.

Der er forlydender om, at Trump overvejer at gøre Romney til udenrigsminister. Og det var da også en diplomatisk Romney, der mødte pressen:

- Vi havde en god snak, hvor vi kom vidt omkring de vigtige konflikter rundt om i verden, hvor USA har interesser af reel betydning. Vi diskuterede og udvekslede synspunkter på disse emner. Jeg sætter pris på muligheden for at tale med vores kommende præsident og ser frem til de ting, der måtte ske, sagde Mitt Romney efterfølgende.

Romney nægtede dog at svare på, om han havde undskyldt for sine holdninger til Trump under valgkampen, hvor han var yderst kritisk over for Trump.

Romney opfordrede i løbet af primærvalgkampen sine partifæller til at stemme på alle andre end rigmanden fra New York, mens Trump dog valgte at støtte Romney, da han stillede op som præsidentkandidat i 2012.

Se disse arkiv-artikler for mere om konflikten mellem Trump og Romney: