Våbenhvilen i Syrien er blevet overtrådt 45 gange det seneste døgn.
Det meddeler det russiske forsvarsministerium.
Russiske og syriske regeringsstyrker er stoppet med at bombe de områder, som oppositionen kontroller, meddeler forsvarsministeriet.
Men de USA-støttede oprørsgrupper overholder ikke våbenhvilen, mener russerne.
USA's styrker gør det desuden besværligt at bekæmpe terrorister i landet ved ikke at oplyse de præcise steder, hvor moderate oppositionsgrupper befinder sig, lyder det fra det russiske forsvarsministerium.
Det er USA og Rusland, som har indgået våbenhvilen. Den trådte i kraft mandag aften, og blev onsdag forlænget yderligere 48 timer.
Beslutningen blev truffet, så mere nødhjælp kan bringes ind i landet.
Men torsdag eftermiddag var FN-lastbiler med nødhjælp fortsat strandet uden for den belejrede by Aleppo.
Ifølge AFP er det russiske regime dog begyndt at trække sig fra den vigtigste vej ind til byen.
I den østlige del af Aleppo, hvor oprørere har kontrollen, befinder sig omkring 250.000 mennesker, som har været fastlåst i omkring to måneder.
/ritzau/Reuters