Hvilke farvestoffer må der være i en britisk salami efter 1. april 2019?

Spørgsmålet lyder banalt. Men regler om farvestoffer i fødevarer, kemikalier i maling, bivirkninger for medicin og titusindvis af lignende emner kommer til fuldstændigt at opsluge britiske politikere og embedsmænds tid de næste 624 dage.

Arbejdet begyndte i dag, da det britiske parlament blev præsenteret for den formentlig største og mest komplekse lov i den britiske historie: "Repeal Bill" - loven, som skal bringe Storbritannien ud af EU.

Lovløst samfund

Store dele af det britiske samfunds hverdagsliv er i dag reguleret gennem EU-love. Love, som ophører med at gælde ved midnat den 30. marts 2019, når Storbritannien forlader EU.

Og hvis Storbritannien ikke skal ende som et lovløst samfund – uden regler for forbrugerbeskyttelse, love for, hvordan banker skal opføre sig og meget andet, så skal Storbritannien bruge den næste 624 dage frem til den britiske EU-exit til at få lavet nationale britiske regler som kan gælde, når EU-reglerne ophører.

Arbejdet er gigantisk og så omfattende, at den britiske regering har indset, at den bliver nødt til at bruge en bestemmelse, der har rødder i Henrik den 8.'s tid for at kunne nå det hele.

Det er umuligt at sige præcis, hvor mange EU-love og regler Storbritannien skal nå at erstatte med nationale britiske regler. Biblioteket i Underhuset, House of Commons, har undersøgt, at for perioden 1993-2004, så var 13,2 procent af al den lovgivning, som blev vedtaget i Storbritannien, EU-lovgivning.

Biblioteket i Underhuset vurderer, at det vil være op imod 19.000 EU-love, som Storbritannien skal erstatte med britisk lovgivning. Men regnestykket er egentlig meget mere kompleks. For udover lovgivning, så er der cirkulerer om, hvordan lovgivning skal administreres i praksis, der er afgørelser fra domstole, som har tolket reglerne og andre ting, som også skal tages i betragtning.

Kopimaskinen

Til en vis grad er arbejdet med at omdanne EU-lovgivning til britisk lovgivning godt hjulpet af, at EU-reglerne allerede gælder i Storbritannien i dag. Men mange love kan ikke bare fotokopieres og gøres til engelsk lov på den måde.

Gennem de mere end 40 år Storbritannien har været medlem af EU, har EU-landene gradvist indført en fælles administration og regulering på en lang række områder. Specielt skabelsen af det indre marked har været med til at lave en omfattende EU-regulering.

EU-landene har fælles regler for, hvilke tilsætningsstoffer der må være i fødevarer. EU-landene regulerer i fællesskab hvilke titusindvis af kemikalier, der er tilladte, og hvilke som er forbudte, og hvordan kemikalierne må anvendes, hvordan de skal mærkes og så videre.

For at EU-landene kan have fælles regler for det indre marked og forvalte de regler, så har EU-landene oprettet en række agenturer, som står for det praktiske arbejde. Der er et kemikalieagentur, som kontrollerer og godkender kemikalier. Et fødevareagentur, som håndterer fødevarer. Når et medicinalfirma vil have tilladelse til at sælge ny medicin på det indre marked, så skal medicinen godkendes hos det Europæiske Medicinal Agentur.

Når Storbritannien forlader EU-samarbejdet, så forlader briterne også flere end 40 forskellige EU-agenturer. Så når en EU-lov beskriver, hvordan forbrugere skal beskyttes eller beskriver brugen af tilsætningsstoffer i fødevarer, så henviser EU-loven samtidig til et EU-agentur, som håndterer reglerne.

Britisk lovgivning kan naturligvis ikke henvise til, at alle praktiske spørgsmål skal håndteres af et EU-agentur, som Storbritannien ikke er med i.

Den britiske regering og centraladministration står med andre ord med nogle enorme udfordringer. Om kun 624 dage, så skal 19.000 EU-love være omdannet til britisk lovgivning. Men samtidig skal den britiske centraladministration have etableret en række nye agenturer, som kan håndtere den fremtidige britiske lovgivning for kemikaler, fødevaresikkerhed, miljø, forbrugerbeskyttelse og så videre.

Pro-EU oprør

Opgaven er enorm, og den britiske regering har indset, at det britiske parlament ikke kan nå at håndtere så mange spørgsmål og nye love på så kort tid. Det er simpelthen ikke muligt at det britiske parlament kan nå at gennemgå og vedtage de mange nye love som skal gennemføres.

Derfor ønsker regeringen at benytte en regel, der har rødder i Henrik den 8.'s tid, og som vil gøre det muligt for regeringen at gennemføre mange af lovene gennem dekret. Det vil helt enkelt sige, at det bliver en minister og vedkommendes administration som får til opgave at gennemføre lovgivning og for eksempel oprette et agentur, hvis et sådant er nødvendigt.

I Underhuset frygter mange politikere, at ministre og embedsmænd vil benytte lejligheden til at ændre britisk lovgivning, og at det vil ske uden at parlamentet har mulighed for at stoppe det.

Oppositionspartiet Labour har allerede meddelt, at partiet ikke kan acceptere den store Ud-af-EU-lov - Repeal Bill - som præsenteres i dag. Partiet ønsker ændringer til loven. Da premierminister Theresa May mistede sit flertal ved parlamentsvalget, så betyder det i praksis, at hvis bare syv af hendes egne parlamentsmedlemmer slår sig sammen med Labour, så vil der ikke være flertal for loven. Og ifølge britiske medier er der for øjeblikket 20-30 pro-EU konservative parlamentsmedlemmer, som overvejer at deltage i et oprør.

Formålet med et oprør mod den store lov vil være at tvinge Theresa May og hendes konservative regering til at gennemføre en mindre omfattende og blidere Brexit, hvor Storbritannien ikke nødvendigvis forlader hele EU-samarbejdet på en gang fra den 1. april 2019.

For den britiske administration er det politiske slagsmål omkring den omfattende lov naturligvis et sandt administrativt helvede. I forvejen er opgaven med at omdanne EU-lovgivningen til britisk lov gigantisk. Men hvis der samtidig hersker politisk uenighed og usikkerhed om, hvordan det hele skal foregå, så bliver opgaven for centraladministrationen endnu mere besværlig.

Arbejdet med at omdanne EU-lovgivning til national britisk lovgivning kommer oveni alle de øvrige opgaver, som også venter Storbritannien i forbindelse med Brexit. Storbritannien skal forhandle nye handelsaftaler med resten af verden. Når det gælder for eksempel luftfart, så skal der forhandles nye aftaler om overflyvninger og landinger med resten af verden. Der skal forhandles en samarbejdsaftale mellem britisk politi og Europol og sådan kan listen nærmest fortsættes i de uendelige.

Arbejdet med at sikre en ordnet exit fra EU er enorm.