Seks års fængsel til Oscar Pistorius

Pistorius anker ikke dommen, selv om han har én mulighed tilbage.

Det er tre år siden Reeva Steenskamp mistede livet. Hendes kæreste, Oscar Pistorius er i Højesteret kendt skyldig i overlagt drab. (Foto: © MARCO LONGARI, Scanpix)

Den sydafrikanske handicapatlet Oscar Pistorius er idømt seks års fængsel for overlagt drab på kæresten Reeva Steenkamp.

I december fandt Sydafrikas højesteret Pistorius skyldig i drab, og dermed blev dommen på fem års fængsel for uagtsomt manddrab omstødt.

Da straffen var læst op, blev han straks ført ud og kørt til et fængsel.

Pistorius havde yderligere én ankemulighed, men han har i samråd med sine advokater valgt ikke at anke dommen.

Senest har landets forfatningsdomstol i marts afvist Pistorius' ret til at appellere drabsdommen.

Oscar Pistorius, kendt som Bladerunner, har under hele sagen hævdet, at han troede, at den person, der befandt sig på parrets badeværelse i Pretoria var en indbrudstyv. Han skød fire gange gennem den låste badeværelsesdør, og kæresten mistede livet.

Anklagemyndigheden mener, at Pistorius med vilje skød sin kæreste under et skænderi i deres fælles hjem på Valentines Day i 2013. Kravet var 15 års fængsel.

Pistorius blev berømt, da han ved OL i London i 2012 som den første handicappede deltog på lige fod med verdens eliteløbere. Han fik som spæd amputeret begge ben.

Her modtager Oscar Pistorius sin dom:

/DR Nyheder/