Svensk minister overlever afstemning med det yderste af neglene

Der manglede blot én stemme for at vælte svensk justitsminister.

Sveriges justitsminister Morgan Johansson kan blive siddende på sin post efter en tillidsafstemning i den svenske Riksdag tirsdag. (Foto: © TT News Agency, Scanpix Denmark)

Den svenske justitsminister, Morgan Johansson, kan ånde lettet op.

Det står klart efter en tillidsafstemning i den svenske Riksdag, hvor der lige nøjagtigt ikke samlede sig et flertal for at vælge ministeren.

174 medlemmer af Riksdagen - det svenske parlament - stemte for at fjerne socialdemokratiske Morgan Johansson fra ministerposten. Dermed manglede én stemme for at nå op på de 175, som det kræver for at danne flertal.

Der sidder 349 medlemmer i Riksdagen.

97 stemte imod at vælte Johansson, 70 afstod, og otte var fraværende.

Forud for afstemningen var meget fokus rettet mod løsgængeren Amineh Kakabaveh. Hun havde truet med at stemme imod Johansson, hvilket ville have skabt et flertal for at vælte ministeren - og reelt også regeringen.

Statsminister Magdalena Andersson havde på forhånd meddelt, at et farvel til Johansson også ville betyde et farvel til den svenske regering.

Men sådan gik det altså ikke.

Løsgænger Amineh Kakabaveh sagde før afstemningen, at hun ikke ville stemme for at vælte Johansson. (Foto: © 10060 Henrik Montgomery/TT, Ritzau Scanpix)

Stemme tippede til justitsministerens side

Løsgænger Amineh Kakabaveh var mandag til møde hos Socialdemokraterna, og det lykkedes hende tirsdag at få tilsagn om, at en aftale, hun har indgået med regeringen i november sidste år, fortsat står ved magt.

Derfor meddelte hun før afstemningen, at hun ikke ville stemme for at vælte Johansson. Det var dermed også forventet, at han ville overleve.

Kakabaveh, der som ung var med i en kurdisk milits i Iran, lavede en aftale i november om, at Sverige skulle støtte kurderne på forskellige måder.

Tyrkiet anklager hende dog for at have forbindelse til kurdiske terrorgrupper og kræver hende udleveret, før de vil lukke Sverige ind i Nato.

Derfor har meget af den svenske regerings overlevelse altså hvilet på en person, der spiller en hovedrolle i Sveriges Nato-drømme. Og det tyder på, at regeringen har valgt at holde fast i sin aftale med Kakabaveh.

Det var Sverigedemokraterna, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, der tirsdag stemte for at vælte Johansson. De mener blandt andet, at han har løjet, og at han har svigtet på retsområdet.

/ritzau/