Syd - og Nordkorea deltager fælles i Vinter-OL

Et fælles ishockeyhold for kvinder bliver sendt til Vinter-OL.

Ved Vinter-OL i PueongChang i februar sender Nord- og Sydkorea et fælles kvindeishockeyhold. (Foto: © Lee Jin-man, Scanpix)

Nord- og Sydkorea er blevet enige om at sende fælles hold til Vinter-OL i februar.

Det bekræfter Sydkoreas ministerium for genforening ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter forhandlinger onsdag er Nord- og Sydkorea blevet enige om at gå ind til åbningsceremonien under fælles flag og sender et fælles ishockeyhold for kvinder til Legene, der finder sted i Pyeongchang i Sydkorea fra den 9. til den 25. februar.

Nordkorea vil sende en delegation på 550 personer afsted, heriblandt et heppekor på 230 og et 140 mand stort orkester, som forventes at ankomme til Sydkorea om en uge.

Ifølge BBC har Nordkorea kun tre gange siden Korea-krigen sendt et heppekor til Sydkorea.

Nord- og Sydkorea har tidligere deltaget i åbningsceremonien under fælles flag, senest ved Vinter-OL i Torino i Italien i 2006. Det er dog første gang, at der bliver sendt et fælles hold for at deltage i Legene.

Nordkoreas skal ikke belønnes

Tidligere i dag advarede den japanske udenrigsminister Taro Kono mod at være "naiv" og lade sig besnære af det, han kalder Nordkoreas charmeoffensiv.

Sammen en række andre lande deltog Japan i et møde i Vancouver i Canada, hvor sanktionerne mod Nordkorea for at få landet til at opgive dets atomprogram blev drøftet.

- Tiden er ikke inde til at lette presset på eller belønne Nordkorea. Det faktum, at Nordkorea nu er villig til at indgå i en dialog skal ses som et tegn på, at sanktionerne virker, lød det fra Kono.