Taburetten vakler under Lukasjenko - eller gør den? Matilde Kimer svarer på spørgsmål om oprøret i Hviderusland

Aldrig har modstanden mod den hviderussiske præsident været så udtalt. Alligevel er det tvivlsomt, om han risikerer at miste magten.

Lukasjenko talte tidligere i dag for arbejderne på en fabrik, der laver hjul til traktorer. Det gik formentlig ikke helt efter præsidentens ønske. Mange af tilskuerne råbte nemlig samstemmigt: "Gå af! Gå af!" Her er det Lukasjenko i midten af billedet. (Foto: NIKOLAY PETROV © Scanpix)

- Gå af! Gå af! Gå af!

Det var nok ikke lige den modtagelse, Hvideruslands præsident havde forestillet sig, da han i dag talte for hviderussiske fabriksarbejdere.

Ikke desto mindre var det den klare besked, han fik i hovedet på fabrikken MZKT.

I videoen kan du se, hvordan hviderussiske arbejdere råber "Gå af!" til Lukasjenko.

Aleksandr Lukasjenko, der er kendt som 'Europas sidste diktator', er under et historisk stort pres. I 26 år har han siddet tungt på præsidentposten i Hviderusland, men udfordres for tiden på et hidtil uset niveau.

Hundredtusinder demonstrerede i weekenden mod Aleksandr Lukasjenko. Adskillige faggrupper strejker i protest mod hans regime. Og samtidig får han kritik fra det internationale samfund, hvor EU nu indfører sanktioner mod ledende personer i regimet.

Spørgsmålet er bare, om det - trods de omfattende demonstrationer - overhovedet er realistisk, at Lukasjenko forsvinder fra præsidentposten.

DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, var i sidste uge i Hviderusland for at dække de omfattende demonstrationer og giver her et bud på, om Lukasjenko bør frygte for sin position.

I hvor høj grad vakler taburetten under Lukasjenko?

- Den folkemængde, der har rejst sig mod Lukasjenko, er fra alle samfundslag og aldersgrupper, og det er svært at finde folk, der sådan helhjertet bakker op om hans stil og håndtering af de seneste protester, lyder det fra Matilde Kimer.

- Vi ser hele tiden fabrikker, virksomheder og organisationer tilslutte sig de massive demonstrationer. Men så længe at politi og militær parerer ordrer, så kan han jo blive siddende.

De ansatte på hviderussisk stats-tv er nogle af dem, der er gået i strejke. Derfor var det kun et tomt studie med hviderussisk popmusik i baggrunden, tv-seerne mødte, da de tændte for fjernsynet her til morgen. Det kan man få en smagsprøve på i klippet nedenunder.

Er et kompromis mellem Lukasjenko og oppositionen realistisk?

Siden 1994 har Lukasjenko siddet tonstungt på magten i det østeuropæiske land. Derfor har Matilde Kimer også svært ved at se et kompromis mellem regimet og oppositionen for sig.

- Det er overordentligt svært for mig at se en løsning, hvor oppositionen vil tillade, at Lukasjenko bliver siddende i hviderussisk politik.

- Den grænse blev overskredet, da han beordrede politiet til at bruge vold mod demonstranterne efter valget sidste søndag.

Flere end 6.000 demonstranter er blevet fængslet under demonstrationerne, der begyndte umiddelbart efter det officielle valgresultat kom frem sidste weekend. Mange af dem kunne fremvise voldsomme ar og blå mærker, efter de blev løsladt fredag.

Hvad har fået bægeret til at flyde over ved dette valg?

- Jeg tror, det er en blanding af flere faktorer. Hans popularitet fik et markant dyk efter hans håndtering af covid-19, som han langt hen ad vejen kaldte for massehysteri.

- Det gav mange en fornemmelse af, at han gamblede med hviderussernes liv og oven i købet latterliggjorde dem, der var nervøse over virusset. I forhold til den bølge, der har rejst sig nu, så har den brutale håndtering af fredelige demonstranter helt sikkert også fået mange folk til at gå på gaden og kræve hans afgang, vurderer Matilde Kimer.

Ved coronakrisens spæde begyndelse, vakte den hviderussiske præsident opsigt med sine bud på, hvordan man undgår at blive smittet med coronavirusset.

'Drik vodka og kør traktor', lød budskabet fra Lukasjenko.

- Du bør ikke kun vaske dine hænder, men drikke, hvad der svarer til 40-50 milliliter ren alkohol for at forgifte denne virus. Ikke på jobbet selvfølgelig, har han sagt ifølge hviderussiske Belaruskaja Tele-Radio Campanij.

- Det er dejligt at se tv: Folk arbejder i traktorer, ingen taler om virusset. Traktoren vil helbrede alle, markerne vil helbrede alle, har han også sagt.

  • Det anslås at flere end 200.000 demonstranter gik på gaden i Hvideruslands hovedstad Minsk i går. Dermed er det den største demonstration i det østeuropæiske lands historie. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Præsident Lukasjenko har siddet tungt på magten i landet siden 1994, men har siden præsidentvalget sidste søndag oplevet et enormt pres fra oppositionen og landets befolkning. Demonstranterne kræver Lukasjenkos afgang og nyvalg. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
1 / 2

Hvad håber demonstranterne at opnå?

Et er, om Lukasjenko forsvinder. Noget andet er, hvad der potentielt skal komme efter ham. Det har oppositionen ikke nødvendigvis et klart svar på. Førsteprioritet for oppositionen er, at styret skal omstyrtes. Det forklarer Matilde Kimer.

- De vil have de samme ting, som Lukasjenkos modstander, Svetlana Tikhonovskaja, gik til valg på: Løsladelse af politiske fanger og et nyt frit valg, hvor alle kandidater får lov at stille op på lige og retfærdige vilkår.

Omkring 80 procent af stemmerne. Så stor en sejr tog Lukasjenko ved sidste søndags præsidentvalg i Hviderusland ifølge officielle tal. Men oppositionen mener, at resultatet er forbundet med heftig valgfusk.

Her til eftermiddag har Lukasjenko sagt, at han muligvis er villig til at afgive magten på et tidspunkt - under en række betingelser. Blandt andet at der bliver foretaget en forfatningsændring, og at ændringerne skal godkendes ved en folkeafstemning.

Facebook
Twitter