Texas var tæt på at lukke alle abortklinikker

En kontroversiel lov, som vil lukke de fleste abortklinikker i Texas, blev vedtaget to minutter for sent.

Uden for senatet i Texas opholdt flere hundrede demonstanter sig. De stormede ind lige før midnat. (© Cody Permenter)

Der var kaos i Senatet i den amerikanske delstat Texas sent i aftes. Afstemningen om en ny, skrap lov udformet af et klart republikansk flertal, der vil lukke de fleste abortklinikker, passerede nemlig midnat og dermed deadline.

Senatet havde ellers godkendt lovforslaget, som forbyder abort efter 20 uger og kræver, at de nuværende klinikker bliver betegnet som ambulante lægeklinikker. I dag opfyldes de krav kun af fem af Texas' 42 abortklinikker.

Der var længe forvirring om, hvorvidt afstemningen ville blive godkendt eller ej. Men sent i aftes amerikansk tid bekræftede republikanerne, at loven ikke kan vedtages, fordi deadline blev overskredet med få minutter.

Holdt tale i 10 timer

Inden kaosset for alvor brød ud, havde den demokratiske senator Wendy Davis nået at holde en såkaldt filibuster-tale - en organiseret forhindring - i over 10 timer, inden hun kort før midnat blev beordret ned af talerstolen af senatsformanden.

Lige efter at Wendy Davis blev afbrudt, stormede 400 demonstranter ind i salen og råbte og skreg. Det udsatte afstemningen så meget, at klokken stod på midnat, da der skulle trykkes på knapperne.

Til at begynde med fejrede republikanerne afstemningen som en sejr, men da der stod "onsdag" på printet af afstemningen, var det svært for dem at komme med en forklaring.

"Abort hører fortiden til"

Loven blev allerede mandag vedtaget af Repræsentanters Hus i Texas, og delstatens guvernør, Rick Perry, har gjort det til sit mål "at gøre abort til noget, der hører fortiden til".

Tilhængerne af loven mener, at de nye foranstaltninger vil forbedre sikkerheden ved aborter. Modstanderne derimod siger, at den vil tvinge kvinder til at rejse flere hundrede kilometer eller ty til farlige metoder for at få foretaget en abort.

- Vi ved, at det vil lukke snesevis af klinikker i Texas, og der vil være kvinder, der vil bo langt fra de godkendte lægeklinikker, siger Cecile Richards, formanden for Planned Parenthood Action Fund, til New York Times.