Britisk politi siger på et pressemøde, at den tidligere russiske spion Sergei Skripal blev udsat for et overlagt mordforsøg med en nervegift.
Sergei Skripals datter blev også forgiftet ved angrebet, ligesom en af de første politifolk på gerningsstedet også er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommendes tilstand betegnes som alvorlig.
Politiet vil endnu ikke sige noget om, hvilken nervegift, der er tale om, men de mest velkendte er VX og sarin, skriver The Guardian.
Chefen for den britiske sundhedsstyrelse oplyser, at angrebet kun udgør en "lille risiko" for offentligheden.
Livløse på bænk
Sergei Skripal og datteren Yulia blev søndag fundet livløse på en bænk uden for et indkøbscenter i Salibury søndag. Begge befinder sig på hospitalet i kritisk tilstand, efter de ifølge myndighederne var blevet udsat for en "ukendt substans".
Sagen vækker stor opmærksom i Storbritannien, hvor det helt store apparat er kørt i stilling for at finde en forklaring på de to russeres pludselige sygdom.
Londons politi Scotland Yard har sin antiterrorenhed i spidsen for efterforskningen, og tidligere i dag ledede den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, et møde i regeringens særlige sikkerhedsudvalg, Cobra.
Efter mødet advarede Amber Rudd om, at efterforskningen ville blive langvarig, og at det var vigtigt at holde hoved koldt samt undgå at sprede rygter. Ministeren antydede dog samtidig, at der var sket et gennembrud i sagen.
13 års fængsel i Rusland
Sergei Skripal, der tidligere har arbejdet som oberst i Ruslands militære efterretningstjeneste, fik i 2006 en fængselsdom i Rusland for at have udspioneret for Storbritannien.
Han blev dømt 13 års fængsel for at have afsløret identiteterne på en række russiske efterretningsagenter, som arbejdede undercover i Storbritannien, til den britiske efterretningstjeneste MI6.
I 2010 fik han bevilget asyl i Storbritannien i forbindelse med en udveksling af spioner mellem USA og Rusland.
Kremls modstandere dør på mystisk vis i Storbritannien
- •
Boris Berezovsky: En russisk oligark, der flyttede til Storbritannien i 00'erne og blev en hård kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin. Blev fundet død på gulvet i sit badeværelse i marts 2013 med en tørklæde rundt om halsen. En undersøgelse konkluderede, at det var umuligt at afgøre, om han blev myrdet eller begik selvmord.
- •
Alexander Perepilichny: En russisk forretningsmand, som var hovedvidne i en sag, hvor russiske embedsmænd var anklaget for at stjæle 1,4 milliarder kroner fra en hedgefond i London. Døde under en løbetur i nærheden af sit hjem i London i november 2012. To obduktioner kunne ikke afgøre dødsårsagen, men efterforskningen fortsætter.
- •
Alexander Litvinenko: En tidligere russisk efterretningsagent, som hoppede af til Storbritannien. Døde i 2006 efter at være forgiftet med det radioaktive stof polonium-210. Politiet har tiltalt to russere for mordet, og en offentlig høring konkluderede, at Litvinenko blev dræbt af Ruslands sikkerhedstjeneste, sandsynligvis på Putins ordre.
- •
Georgi Markov: En bulgarsk dissident, som arbejdede for tv-stationen BBC under Den Kolde Krig. Døde i september 1978, efter han blev stukket med en forgiftet paraply. Sagen er aldrig opklaret, men mistanken retter sig mod den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og Bulgariens hemmelige politi.
- •
Kilde: AP