Tørre tordenbyger ramte Portugal forud for dødelig skovbrand

Portugal er blevet ramt af den mest dødelige skovbrand i landets historie.

Brandfolk i Portugal kæmper fortsat med at få den voldsomme skovbrand under kontrol. (Foto: © Paulo Cunha, Scanpix)

Der bliver kæmpet en brav kamp om at få ilden under kontrol i Portugal, hvor mindst 61 personer indtil videre har mistet livet i en voldsom skovbrand.

Det som gør kampen mod flammerne så udfordrende, skyldes ifølge Lars Schou, der er katastrofeekspert i Beredskabsstyrelsen, flere ting.

- Det er kuperet terræn, det er meget høje træer, der er meget tørt, ilden springer meget hurtigt frem, og brandfronten er meget stor, forklarer han.

Flamer tæt ved huse i byen Vale das Porcas i området omkring Alvaiazere i det centrale Portugal. (Foto: © Paulo Cunha, Scanpix)

Myndighederne i Portugal har indsat omkring 700 brandfolk og 215 slukningskøretøjer for at få kontrol over flammerne.

Derudover er 360 soldater indsat til at hjælpe til, ligesom der er sendt både brandslukningsfly og -helikoptere på vingerne.

- Men det er jo en knap ressource, så derfor har Portugal gennem EU-systemet bedt om hjælp fra de øvrige lande. De har blandt andet bedt om brandslukningsfly, forklarer Lars Schou.

Frankrig har stillet tre fly til rådighed, mens Spanien har sendt to til Portugal.

Tørre tordenbyger

Der har igennem længere tid været ualmindeligt varmt på den iberiske halvø, hvilket har været med til at gøre landskabet meget tørt, forklarer DR's vejrvært Christian Cherry.

- Disse mænd og kvinder fortjener vores støtte, siger Portugals præsident Marcelo Rebelo de Sousa, der hylder modet hos landets brandfolk. (Foto: © Paulo Cunha, Scanpix)

- Vi ved også, at der har været den lidt specielle situation, at der er kommet nogle tørre tordenbyger – det vil sige, at der har været masser af torden, men regnen har simpelthen nået at fordampe inden, den har nået jorden. Det skete altså også i går, forklarer han.

Politiet i Portugal arbejder netop med en teori om, at det er et lynnedslag, som har sat gang i hele katastrofen.

Brandfolk tager et hvil, mens skovbranden raser et stykke bag dem. (Foto: © Patricia de melo Moreira, Scanpix)

Portugiserne skal heller ikke forvente at få vejrgudernes hjælp til at få skovbranden under kontrol i den kommende tid, forklarer Christian Cherry.

- I løbet af i morgen kommer Portugal til at få minimum 35 grader. Og når vi kigger lidt længere frem, så er det altså ikke i denne uge, at der er regn på vej til hverken Portugal eller den iberiske halvø generelt.

Frankrig har stillet tre fly til rådighed, mens Spanien har sendt to brandslukningsfly til Portugal. (Foto: © Paulo Cunha, Scanpix)