Trump angriber bilbranchen på ny måde

Donald Trump forsøger i truende tweets at presse bilbosser til at skaffe job til amerikanske arbejdere.

I en serie af aggressive tweets forsøger USA's kommende præsident Donald Trump at tvinge bilbranchen til at droppe enhver plan om at outsource amerikanske job til f.eks. nabolandet Mexico.

Trump truer med at ville lægge en 35 procent importafgift på biler, som bliver bygget i Mexico og eksporteret til USA. Både Ford, Fiat Chrysler, BMW, Toyota og General Motors har fået klar besked fra Trump.

https://twitter.com/RealRealDonaldT/status/816260345207590913

Det er nyt, at en kommende præsident på den måde angriber bilbranchen og forsøger at tvinge bilbosserne til at lade amerikanske job på bilfabrikker blive på amerikanske hænder, forklarer DRs internationale korrespondent Steffen Gram.

- Det er helt usædvanligt at en kommende præsident går til angreb på amerikanske virksomheder på den måde - og så med Twitter.

Det var i høj grad arbejdere fra det amerikanske rustbælte, altså stater i midtvesten, der tidligere var kendt som USA’s industrielle hjerte, som stemte Donald Trump ind i det Hvide Hus.

Han lovede i valgkampen, at han vil bringe job tilbage til den amerikanske arbejder.

Trumps parti republikanerne har ikke givet meget lyd fra sig. Partiet plejer at forsvare de bilfirmaer, som Trump nu angriber.