Trump besøger London: Har helikoptere, blod og en hær af medarbejdere med

Den amerikanske præsident er på statsbesøg i Storbritannien, og det betyder et enormt sikkerhedsopbud.

Præsident Trump og førstedamen, Melania Trump, er landet i London, og det medfører et enormt sikkerhedsopbud. (Foto: © WILL OLIVER, Scanpix)

Præsident Trump landede for kort tid siden i London og starter nu et tre dage langt officielt statsbesøg i Storbritannien.

Transporten foregik som sædvanligt i den berømte Air Force One, som er en ombygget Boeing 747-200B, der er konstrueret til at kunne modstå luftangreb.

Forud for besøget har sikkerhedsfolk de seneste uger inspiceret lokationerne, som præsidenten skal besøge og gennemgået præsidentkortegens ruter på de britiske veje.

For når USA's præsident tager på udlandsvisit, er der tale om en enorm logistisk øvelse.

Donald Trumps statsbesøg i Storbritannien er ingen undtagelse.

Har helikoptere og bilkaravane med hjemmefra

Præsidentens egne helikoptere stod klar til ham ved ankomsten til Stansted Lufthavn uden for London i dag. (Foto: © ISABEL INFANTES, Scanpix)

Inden Air Force Ones hjul ramte landingsbanen i Londons Stansted Lufthavn her til formiddag, stod præsidentens to VH-3D Sea King-helikoptere klar på asfalten.

For når præsidenten er på besøg, nøjes man ikke med at låne lokale luftfartøjer og køretøjer.

I dagene op til et besøg bliver køretøjerne fløjet ind på destinationen ombord på adskillige transportfly.

Det gælder blandt andet præsidentens Cadillac limousine kendt som ”The Beast”. Dem er der to af.

I 2018 fik præsident Trump en ny udgave af "The Beast". Limousinen er bygget til at kunne modstå skud, eksplosioner og gasangreb. (Foto: © Mike Segar, Scanpix)

Den ene transporterer præsidenten, mens den anden er til afledning. Den 5,5 meter lange og ni tons tunge limousine er pansret og har ifølge BBC armerede dæk såvel som stålfælge, så den kan køre, selv om dækkene punkterer.

Et eksempel på en typisk kortege for præsidenten. Formationen og antallet af køretøjer kan variere.
Et eksempel på en typisk kortege for præsidenten. Formationen og antallet af køretøjer kan variere.

Transporten fra Stansted Lufthavn til centrum af London her til morgen foregik dog i helikopter, hvorved man undgik at skulle lukke veje ind mod London.

Kæmpe sikkerhedsopbud

Der er varslet protester i Londons gader i anledning af præsidentens besøg. Derfor er der indkaldt tusindvis af politibetjente for at sørge for orden i gaderne.

Ved sidste Trump-besøg sidste sommer blev knap 10.000 betjente hentet ind fra hele landet. Det fire dage lange besøg efterlod dengang en regning på mere end 120 millioner kroner i udgifter til politiopbuddet, skriver BBC.

  • Politi og sikkerhedsfolk er på plads ved den amerikanske ambassadørs bolig i London, hvor præsidenten skal på besøg. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)
  • Præsidenten skal også besøge Buckingham Palace, hvor dronning Elizabeth er vært. (Foto: © KEVIN COOMBS, Scanpix)
  • Skarpskytter var på plads i Stansted Lufthavn her til morgen. (Foto: © ISABEL INFANTES, Scanpix)
1 / 3

Mens politibetjente skal sørge for orden i gaderne, forventes præsident Trump at have selskab af omkring 150 secret serviceagenter, der skal sørge for hans sikkerhed.

Præsidenten og førstedamen, Melania Trump, mødes i dag med blandt andet med dronning Elizabeth, mens det i morgen er premierminister Theresa Mays tur til at få besøg. På onsdag skal præsidenten så til det sydlige England, hvor han skal deltage i markeringen af 75-året for D-Day.

I den anledning har man bygget en jernmur, der skal afskærme præsidenten.

En mur kan dog ikke afskærme et gentagende indslag fra nogle af de mange briter, der vil markere deres utilfredshed med præsident Trump.

Den såkaldte 'Trump Baby" fik debut ved præsident Trumps besøg i London sidste år. (Foto: © Peter Nicholls, Scanpix)

De har igen sørget for, at deres seks meter høje protestballon - Trump Baby - flyver over London ved flere lejligheder i de kommende dage.

Læger og blod klar

Præsidenten har dog også andre med i sit følge end førstedamen og sine mange sikkerhedsfolk.

Ifølge BBC bestod præsident Trumps følge af omkring 1000 personer i forbindelse med hans sidste besøg i Storbritannien, hvilket ifølge The Times krævede 750 hotelværelser.

Det store følge indbefatter blandt andet embedsmænd, der beskæftiger sig med de store udenrigspolitiske emner samt kommunikationsfolk, fortæller Ben Rhodes, der var præsident Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, til The Guardian.

  • Der er en lang række køretøjer involveret, når præsidenten skal fra A til B. Her ses præsidentens kortege i Tokyo forrige weekend. (Foto: © Issei kato, Scanpix)
  • I den anledning havde man blandt andet sørget for lukkede veje. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)
1 / 2

Derudover har præsidenten ifølge Washington Post altid en særlig militærrådgiver i nærheden, der er i besiddelse af ”the football”.

Det er en sagnomspundet taske, der indeholder koderne, der skal til, hvis præsidenten skal beordre et atomangreb.

Attentatforsøg mod amerikanske præsidenter er desværre ikke uhørt. Derfor består præsidentens kortege af blandt andet en lægestab, mens man ifølge blandt andre NBC News har et køleskab med præsidentens blodtype klar i et køleskab ombord på "The Beast".

Ved et eventuelt angreb er der både en ambulance og et lægehold klar såvel som et hold af elitesoldater, der har til opgave at gå til modangreb, mens fortroppen evakuerer præsidenten, beretter The Washington Post.

Derudover sørger et særligt køretøj følge bilmediet The Drive for at blokere signaler, der kan bruges til at udløse vejsidebomber.