USA's præsident, Donald Trump, overvejer fire mulige kandidater til den ledige post som national sikkerhedsrådgiver.
Hans oprindelige sikkerhedsrådgiver, den tidligere generalløjtnant og efterretningschef Michael Flynn, måtte gå af, da det kom frem, at han havde fejlinformeret vicepræsident Mike Pence om samtaler med den russiske ambassadør i USA.
Og nu har Donald Trumps andetvalg, Robert Harward, takket nej til jobbet.
Blandt de fire, som Donald Trump nu overvejer, er hans fungerende nationale sikkerhedsrådgiver, den pensionerede general Keith Kellogg.
Han rådgav Donald Trump i sikkerhedsspørgsmål under præsidentvalgkampen og blev efterfølgende udnævnt som stabschef og sekretariatsleder af Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus.
Keith Kellogg trådte til, da Michael Flynn trak sig.
- General Keith Kellogg, som jeg har kendt i lang tid, er i høj grad i spil som national sikkerhedsrådgiver. Det samme er tre andre, skriver Donald Trump på Twitter.
Den nationale sikkerhedsrådgiver er en af præsidentens vigtigste rådgivere, da det er den person, præsidenten søger rådgivning hos, når verden brænder og den nationale sikkerhed er på spil.
Jobbet bestrides ofte af personer med mangeårig erfaring fra efterretningstjenesterne eller militæret.
/DR Nyheder/