Trump frikendt i rigsretssagen

Helt som ventet stemte et flertal for at frikende Donald Trump for begge anklager i rigsretssagen.

Det er lidt ligesom den fodboldkamp, alle er nødt til at se, selvom resultatet stort set er kendt på forhånd.

For siden rigsretssagen mod Donald Trump begyndte for tre uger siden, har der ikke været meget tvivl om udfaldet, og for kort tid siden blev det så endelig afgjort:

Et flertal i Senatet mener ikke, at USA's præsident skal dømmes skyldig i anklagen om magtmisbrug. 48 stemte for at kende ham skyldig, mens 52 frikendte ham.

Der var også flertal for at frikende ham for det andet anklagepunkt, som handlede om at forhindre Kongressens efterforskning. Her faldt stemmerne 47 for at dømme ham, mens 53 frikendte ham.

Afgørelsen var på ingen måde overraskende, idet der skal totredjedele, altså 67 senatorer, til for at kende præsidenten skyldig.

Trump selv vil først kommentere afgørelsen torsdag klokken 18 dansk tid. Det meddelte han på Twitter, hvor han dog også retweetede et meme, der forestiller magasinet Time med ham på forsiden som præsidenten, der ikke har tænkt sig at forlade præsidentposten.

Talsmand for Det Hvide Hus, Stephanie Grisham, udsendte i aftes en længere udtalelse:

- I dag endte fupnummeret i form af et forsøg på en rigsretssag brygget sammen af Demokraterne med komplet frifindelse og vindikation for præsident Donald J. Trump. Præcis som vi hele tiden har sagt er han ikke skyldig. Senatet afviste de grundløse anklager og kun præsidentens modstandere, Demokratenre og en enkelt mislykket præsidentkandidat, stemte for det fabrikerede anklageskrift, står der blandt andet.

Romney stemte mod præsidenten

Trumps parti, Republikanerne, sidder på flertallet med 53 pladser, så det eneste, der er blevet holdt øje med, er, om nogle af de republikanske senatorer var villige til at gå imod partiet og faktisk kende Trump skyldig.

Den rolle påtog den tidligere præsidentkandidat, Mitt Romney, sig. Han stemte med Demokraterne og valgte at dømme Trump skyldig i anklagen om magtmisbrug, mens han dog frikendte præsidenten for at hindre Kongressens efterforskning.

En anden senator, der er blevet holdt øje med, har været Susan Collins fra Maine.

Hun meddelte allerede i går, at selvom hun fandt Trumps adfærd forkert, er det ikke grund nok til at dømme ham og dermed afsætte ham fra posten.

I fredags stemte Collins sammen med senator Mitt Romney mod partilinjen, da de begge støttede indkaldelse af nye vidner i sagen, men forslaget faldt med stemmerne 51 imod og 49 for.

På baggrund af den sag, de demokratiske anklagere fra Repræsentanternes Hus har fremlagt, var der altså kun en republikansk senator, som var klar til at kende Trump skyldig i et af anklagepunkterne. Mitt Romney blev valg til Senatet i 2018 og har dermed fire år tilbage af sin periode.

Rigsretssagen mod Donald Trump er kun den tredje i USA's historie. Den seneste fandt sted i 1999 mod Bill Clinton, mens den første var helt tilbage i 1868.