Trump har besluttet sig for ny FBI-direktør

Donald Trump har nomineret Christopher Wray som FBI's næste direktør.

Christopher Wray er præsident Donald Ttrums favorit til posten som FBI-direktør. Han skal nu godkendes af Senatet. (Foto: © Reuters Photographer, Scanpix)

USA's præsident, Donald Trump, vil nominere tidligere chef i justitsministeriet Christopher A. Wray som ny FBI-direktør. Det skriver han på Twitter.

- Jeg vil nominere Christopher A. Wray, en mand med et ulasteligt generalieblad til ny direktør for FBI, skriver Trump.

Han skriver samtidig, at der kommer flere oplysninger senere.

Christopher Wray blev placeret i justitsministeriet af præsident George W. Bush i 2003. Her blev han frem til 2005, hvorefter han arbejdede som jurist.

Ifølge nyhedsbureauet AP var han tidligere advokat for republikaneren Chris Christie, der selv stillede om som præsidentkandidat sidste år.

FBI-direktøren James Comey blev fyret af Trump i maj.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5912d11ba11f9f12a8490e8d

Siden fyringen har der været rapporter om, at Trump havde bedt Comey om at droppe en FBI-undersøgelse af den tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forhold til den russiske regering.

Flynn blev fyret i februar, da det kom frem, at han havde givet urigtige oplysninger til blandt andre den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, om sine samtaler med Ruslands ambassadør i USA.

/ritzau/