Trump holder føringen i præsidentræs efter skandaledebat

Intet kan tilsyneladende slå Donald Trump ud af kurs. Han møder opbakning fra hver fjerde republikanske vælger.

Donald Trump er den kandidat, som flest republikanere ønsker som partiets næste præsidentkandidat. (Foto: © Brendan MCDermid, Scanpix)

Det kan godt være, at Donald Trump er blevet lagt godt og grundigt på is af både republikanske partispidser og feminister, efter han tidligere på måneden langede ud efter en kvindelig studievært, der gik i kødet på hans kvindesyn under en tv-debat.

Alligevel fastholder den omstridte mangemilliardær, reality-kendis og ejendomsmatador sin suveræne føring i kapløbet om at blive Det Republikanske Partis næste præsidentkandidat.

Det viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet ORC International har udført blandt de republikanske vælgere for tv-stationen CNN.

Her får den 69-årige republikaner opbakning fra 24 procent af de republikanske vælgere, hvilket er en stigning på seks procentpoint siden tv-stationens seneste måling i juli.

Bush på andenpladsen

På andenpladsen finder man Floridas forhenværende guvernør, Jeb Bush, der møder opbakning fra 13 procent af partiets vælgere.

Den tredje mest populære republikaner er den pensionerede neurokirurg Ben Carson med ni procent af stemmerne, mens Marco Rubio og Scott Walker indtager henholdsvis fjerde- og femtepladsen.

Derudover har 58 procent af vælgerne et positivt syn på Donald Trump.

I juli var det blot hver anden republikaner, der havde det.

Kritiske kvinde-kommentarer

Meningsmålingen kommer få uger efter den omdiskuterede debat på tv-stationen Fox, hvor en række af de republikanske politikere, der sigter efter at blive partiets præsidentkandidat, tørnede sammen for første gang.

Her var det netop Donald Trump, der tiltrak sig mest opmærksomhed, efter værten Megyn Kelly havde spurgt yderst kritisk ind til hans syn på kvinder.

Han har tidligere betegnet kvinder som både ”fede grise” og ”afskyelige dyr”, hvilket hun konfronterede ham med.

Det faldt ikke i god jord hos mangemilliardæren, der efter debatten udtalte, at han kunne se, at der kom blod ud af øjnene og "alle mulige andre steder" på den kvindelige vært.

Anden positive måling efter debat

Selvom Donald Trump efterfølgende afviste, at kommentaren havde handlet om menstruation, blev han mødt af hård kritik fra flere sider - heriblandt partikollegaer - og han blev blandt andet udelukket fra at deltage i den vigtige konservative kongres, RedState Gathering, der blev afholdt et par dage efter.

Han har dog selv afvist at undskylde, og ifølge målingen tyder intet på, at det har påvirket hans popularitet, som har været høj, siden han meldte sig ind i præsidentræset.

En lignende måling, som Fox lavede efter debatten, viste ligeledes, at hver fjerde republikanske vælger fortsat ser ham som partiets kommende præsidentkandidat.