Trump drejer kroppen og fører slaget igennem. Golfbolden flyver i en bue, rammer Hillary Clinton i ryggen og slår hende omkuld, mens hun stiger om bord på et fly.
Det er forløbet i en kort video, en såkaldt GIF, som Donald Trump promoverer på sociale medier.
Videoen er lagt op på det sociale medie Twitter af brugeren ”Fuctupmind”, der med jævne mellemrum poster beskeder og videoer på sociale medier, der hylder Donald Trump – og håner Hillary Clinton.
Den sammenklippede video akkompagneres i opslaget af teksten ”Donald Trump’s amazing golf swing #CrookedHillary”.
Det opslag har Trump re-tweetet på sin egen profil.
https://twitter.com/Fuctupmind/status/908163011793358848
En 'barnlig' præsident
Hverken Hillary Clinton eller Donald Trumps stab har kommenteret på re-tweetet. Men videoen, der er et sammenklip af Trump, der spiller golf, og Hillary Clinton, der i sit virke som udenrigsminister går om bord på et fly i 2011, har fået andre op i det røde felt.
- Det er bekymrende at have en præsident, der tweeter og re-tweeter så barnlige ting som det her. Det hjælper hverken på præsidentens eller hele landets omdømme, sagde det demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus Adam Schiff i går aftes amerikansk tid i et interview på ABC.
Også Walter Shaub, der tidligere var direktør for kontoret for regeringsetik under Trumps administration, finder også Trumps handling over stregen.
- USA’s præsident har lige re-tweetet en video, hvori han overfalder en politisk rival. Manden er ikke egnet, skrev Walter Shaub på Twitter.
Ikke en undtagelse
Trumps re-tweet er blot et af mange eksempler på Trumps noget utraditionelle og, mener nogle, upræsidentielle opførsel på sociale medier.
Tilbage i august re-tweetede Trump et billede af et tog, der kørte over en person med et CNN-logo plastret henover ansigtet. Få minutter senere var billedet slettet igen. En af præsidentens talsmænd sagde efterfølgende, at det var blevet re-tweetet ved et uheld.
Og så sent som i går kaldte Donald Trump på Twitter Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for ”Rocket Man”.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/909384837018112000
- Jeg talte med Sydkoreas præsident Moon i aftes. Spurgte ham, hvordan Rocket Man har det, skrev Trump blandt andet på Twitter.