- Lokale myndigheder i højeste beredskab. Er du på Bali, hold dig orienteret via medier, følg myndigheders råd.
Således lyder opfordringen til danske turister fra Udenrigsministeriets Borgerservice som en konsekvens af, at myndighederne på ferieøen frygter, at vulkanen Mount Agung i det østlige Bali vil gå i udbrud for første gang i mere end 50 år.
Det har indtil videre ført til, at mindst 34.000 mennesker er blevet evakueret i en radius på mindst ni kilometer af vulkanen. Og evakueringen fortsætter, for Mount Agung kan gå i udbrud hvert øjeblik, det skal være, mener myndighederne.
- Evakueringsprocessen fortsætter, og vi forventer antallet af evakuerede bliver ved at stige, siger Sutopo Purwo Nugroho fra Indonesiens nødberedskab ifølge Reuters.
- Vulkanaktiviteten er fortsat meget høj. Der er tegn på, at magma stiger til overfladen og forårsager rystelser, siger han videre.
Myndighederne hævede alarmberedskabet til det højest mulige fredag, hvor 10.000 blev evakueret. I går blev yderligere 24.000 rådet til at forlade deres hjem.
- Jeg er faktisk meget bekymret for at forlade mit hjem. Jeg har efterladt mine køer og grise derhjemme, fordi vi fik ordre om at forlade vores hjem straks, siger balineseren Nyoman Asih, der er flygtet med sin familie, til AFP.
Endnu er det stadig muligt at flyve til og fra Bali, men øens internationale lufthavn har forberedt sig på, at de kan blive nødsaget til at lukke.
Senest vulkanen var i udbrud var i 1963, hvor mere end 1.000 mennesker mistede livet.
Her flød lava ned fra vulkanen og spredte sig over mere end syv kilometer de følgende 20 dage og ødelagde flere landsbyer.
