Storbritannien er med folkeafstemningen røget ud af EU, og det er et dramatisk øjeblik.
Det siger EU's præsident Donald Tusk.
- Et seriøst dramatisk øjeblik, især for UK, skriver Donald Tusk på Twitter.
Han oplyser, at han har tilbudt et uformelt møde med "de 27".
- Jeg vil foreslå lederne, at vi reflekterer over fremtiden for vores union, siger han.
Han siger, at de resterende 27 lande er fast besluttet på at bevare samarbejdet på trods af farvel til Storbritannien.
- For os alle er unionen rammen om vores fælles fremtid.
Donald Tusk mener, at det er umuligt at forudsige, hvad konsekvenserne bliver efter Brexit. Og ikke mindst, hvad de bliver for briterne selv.
Han lægger ikke skjul på, at han gerne havde set et andet udfald. Men samtidig forsikrer han om, at EU også havde forberedt sig på, at Brexit kunne blive en realitet.
Til sidst lyder det:
- Det er sandt, at de sidste år har været nogle af de hårdeste i unionens historie. Men jeg husker altid på, hvad min far plejede at fortælle mig: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.