I Tyskland er fodbold ikke bare en sport.
Det beviser en af topklubberne nu ved at træde ind på den politiske scene med en opsang på deres hjemmeside. Her opfordrer de Tyskland til at tage imod flere flygtninge.
Borussia Dortmund er ikke den første klub til at melde sig på banen. Ifølge Tipsbladet.dk, har flere andre tyske klubber tidligere brugt slogans som "flygtninge er velkomne" og delt gratis billetter ud til flygtninge.
"Ingen øl til racister"
Klubben har delt en stor mængde øl-brikker ud til restauranter og værtshuse i byen, hvor sloganet "Kein Bier für Rassisten" (Ingen øl til racister) er skrevet på.
På den er der en QR-kode, som linker en ind til deres hjemmeside, hvor de har samlet en række argumenter for, hvorfor Tyskland har brug for at optage flere flygtninge.
Et af de argumenter beskriver, hvordan Tyskland nok er det land, der modtager flest asylansøgninger, men i forhold til indbyggere ligger de kun nummer ti på listen.
De argumenterer et andet sted for, at mange indvandrere med uddannelse inden for den naturvidenskabelige verden er vigtige for den innovative kraft i Tyskland.