Tysklands store partier er enige om en ny koalitionsregering, siger forbundskansler Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier.
- Vi har en koalitionsaftale, som vil medføre en masse positive udviklinger for tyskerne, siger Altmaier, som også er fungerende finansminister, ifølge nyhedsbureauerne AFP og AP.
Aftalen kom i hus efter maratonforhandlinger, der blev indledt i weekenden.
Merkel og SPD-leder Martin Schulz mødtes tirsdag morgen for at lægge sidste hånd på en koalitionsaftale, der var ventet sent tirsdag. Men forhandlingerne fortsatte natten igennem til onsdag formiddag.
Aftalen vil imidlertid ikke nødvendigvis betyde en ny tysk regering, da den først skal til en afstemning hos SPD's medlemmer.
SPD har 463.723 medlemmer, og det kan tage flere uger, før det står klart om et flertal bakker op bag den nye aftale.
Det skal ske som en urafstemning via brev. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det er planen, at udfaldet af urafstemningen skal offentliggøres i weekenden 3. marts.
/ritzau/