I dag går Tysklands partier i starthullerne.

Konservative (CDU/CSU) og liberale (FDP), socialdemokrater (SPD) og grønne (Die Grünen), socialister (Die Linke) og højrenationalister (AfD) – alle er de klar til kapløbet frem mod det tyske parlamentsvalg den 26. september.

De er sultne efter at komme i regering. Og for tre af partiernes vedkommende – CDU, SPD og Die Grünen - er de parate til at stille med Tysklands næste kansler og arvtager til Angela Merkel.

Stjernerne på hjemmebane

Senere i dag præsenterer CDU og CSU deres fælles valgprogram, og er dermed de sidste til at give et bud på, hvad der skal præge tysk og europæisk politik i de næste fire år. De to konservative søsterpartier udgør tilsammen ”Die Union”, der stiller med den største parlamentariske gruppe i den tyske Forbundsdag.

Og der er et psykologisk aspekt i, at Unionen først kommer på banen, når alle de andre partier står klar.

Lidt som når superstjerner kommer for sent til deres egne galaer. Det virker selvsikkert. Det udstråler magt. Efter at have stillet med kansleren i halvandet årti, signalerer CDU og CSU: ”Det her er vores show, vores hjemmebane.”

Og sådan virker de konservatives kanslerkandidat også.

60-årige Armin Laschet er ikke særlig vellidt blandt tyskerne, og hans parti, CDU, plejede også at flyve højere i meningsmålingerne. Men det virker ikke til at røre ham. Laschet går ind i kampen om kanslerposten med en bemærkelsesværdig skråsikkerhed. Som var det en selvfølge, at det bliver ham, der sætter sig i partifællen Merkels stol efter valget.

Hovedløs corona-håndtering spørger

Ganske vist har Armin Laschet og hans parti fået en smule opvind i målingerne.

Det sker, efter at CDU for nylig vandt en overraskende klar sejr ved et tysk delstatsvalg. Men tyskerne har næppe glemt regeringspartiets og formand Laschets hovedløse håndtering af coronakrisen. Mange af dem husker formentlig forårets korruptionsskandaler, hvor det kom frem, at konservative parlamentarikere havde tjent tykt på at formidle corona-masker til fortvivlede læger og sygeplejersker.

Dertil kommer, at pandemien har afdækket ting i Tyskland, der ikke fungerede som de skulle, i det lange år hvor virus tvang det tyske samfund i knæ.

At Angela Merkel i sin tid som kansler har forsømt at ruste landet mod en række af de udfordringer, det 21. århundrede havde - og stadig har - i vente. For eksempel omkring digitalisering, uddannelse, infrastruktur, sundhedsvæsen og offentlig forvaltning. Og på den anden side af coronakrisen venter den næste allerede: nemlig klimakrisen.

Ønske om politisk opbrud

Skuffelsen over de tyske regeringspartier CDU, CSU og SPD blander sig med et spirende ønske om et politisk opbrud efter 16 år med Merkel.

Nu hvor de tyske partier har deres programmer på plads, lyder det helt store spørgsmål: hvordan har de tænkt sig at omfavne stemningen i befolkningen – og forvandle den til stemmer?

I dag præsenterer Armin Laschet og Markus Söder, lederne af henholdsvis CDU og CSU, altså deres fælles program. En seance, der udgør startskuddet på den konservative valgkamp.

Om præcis to måneder mødes Laschet og Söder igen for at markere slutspurten - i Tysklands mest besøgte forlystelsespark af alle steder. Mellem rutsjebaner, gynger og karruseller. Forklaringen er angiveligt, at ”Europapark Rust” har pladsen og faciliteterne til en storslået begivenhed, hvor samtlige parlamentarikere fra de to konservative partier samles.

Men at fejre sig selv i en forlystelsespark rummer også en nærmest tegneserieagtig symbolik. Det stråler af det sorgløse liv, som mange savner efter et dystert og deprimerende corona-år. Og sådan virker de konservatives program også – i hvert fald de dele, der er sluppet ud til pressen på forhånd. I CDU og CSUs tombola er der tilsyneladende frit valg på bamsehylden – og aldrig nogen nitter.

På den ene side vil man eksempelvis begave vælgerne med skattelettelser til familier og firmaer og hurtigt internet til alle. På den anden side vil man ikke stifte mere gæld.

Alt skal være dejligt

Filosofien bag er rimeligt klar: Efter pandemien skal tyskerne ikke belastes yderligere. Nu skal alt være rart og dejligt.

Og så taler vi ikke om det gigantiske krater, coronakrisen har efterladt i tysk økonomi, og hvordan pokker man får det skovlet til igen. Og vi taler heller ikke om, at en konservativ kansler Merkel allerede lovede hurtigt internet for et årti siden, men at mange tyskere stadig har svært ved at streame Netflix.

Armin Laschet har lovet tyskerne et ”moderniseringsårti”. Men de kendte dele af CDU og CSUs valgprogram virker mere som den laden-stå-til, der har bragt Tyskland i problemer under pandemien. Det virker som et ”weiter so” – en videreførelse af Angela Merkels politik, hvor den ny mand ved roret allerhøjest justerer kursen minimalt. Og ellers kører den hjem på rutinen.

Det synes næsten, som om Armin Laschet blindt og arrogant ignorerer opbrudsstemningen i den tyske befolkning.

Men det er i virkeligheden kløgtig kalkule.

De forsigtige tyskere

Hjernerne bag CDU og CSUs valgkamp synes at have genkendt, at tyskerne ganske vist gerne vil have noget nyt efter Merkel. Men at de i bund og grund er et konservativt og forsigtigt folkefærd, der ikke er til revolutioner, ja, ikke engang til omfattende, samfundsmæssige reformer.

Så måske rækker det, hvis Unionen giver sig selv et mere moderne anstrøg og foretager et par politiske justeringer. Og så håber på, at vælgerne forsoner sig med de konservative, nu hvor pandemien løjer af, og minderne om korruptionsskandaler og en kuldsejlet krisehåndtering måske falmer.

Den seneste udvikling i meningsmålingerne ser ud til at støtte tesen. Det er kun nogle uger siden, at Unionen blev overhalet af deres nærmeste konkurrent, Die Grünen.

Tysklands miljøparti havde kort forinden udnævnt et ungt, friskt bud på en kommende kansler: den 40-årige Annalena Baerbock. Hun er et intellektuelt og retorisk skarpt politisk talent, der synes at stå for præcis den nye tid, mange savner i dønningerne mellem det 21. århundredes kriser.

Annalena Baerbock røg på forsiden af samtlige tyske medier, og gav sit parti yderligere opdrift. Men så snublede hun over to mindre skandaler: Én der handlede om pengegaver, hun havde modtaget fra sit parti, men undladt at opgive. Og én om et sminket CV, der fik Baerbock til at fremstå ekstra kvalificeret til kanslerposten.

Ikke verdens største forseelser – men nok til, at medierne satte spørgsmålstegn ved Annalena Baerbocks integritet og miljøpartiets evne til at lede landet. Noget som de erfarne regeringspartier CDU og CSU gavnede af.

Flirten mistede pusten

Forspringet til Die Grünen i meningsmålingerne var allerede begyndt at smuldre, da Annalena Baerbock – relativt uformidlet – kom ud og krævede højere benzinpriser. Et super følsomt emne i et land, hvor privatbilisme er en hellig ko. Og nok til at mange tyskere stejlede.

Pludselig virkede vælgernes vilde og intense flirt med Die Grünen ikke længere som noget, der kunne skabe grobund for et rigtigt forhold. Så hellere tilbage til den gamle, lidt kedelige og forudsigelige eks-kæreste.

Så i de seneste meningsmålinger er miljøpartiet tilbage på en andenplads, mens Unionen igen ligger forrest.

Det hører med til historien, at Tysklands andre store partier, heriblandt CDU og CSU, også har tænkt sig at forhøje benzinpriserne. Men modsat Die Grünen går de stille med dørene omkring det. Igen: Man skal ikke bebyrde tyskerne med alt for meget forandring. Slet ikke i slutningen af en pandemi. Og ikke så åbenlyst.

Dømt ude som klimarevolutionære

Den erkendelse synes også at have præget De Grønnes valgprogram, der er det mest glatpolerede og bredt favnende i nyere tid.

Programmet blev færdiggjort på et landsmøde forrige weekend. Og her blev ethvert tilløb til store samfundsforandringer i klimabeskyttelsens navn skudt ned.

Alligevel må miljøpartiet kæmpe med, at Tysklands konservative fremstiller dem som et klimarevolutionært forbudsparti, der vil frarane tyskerne deres store biler og billigflyferien til Mallorca.

Og nu hvor den tyske valgkamp for alvor skydes i gang, aftegner der sig følgende tendens: partier der vil vende for meget op og ned på samfundet har dårlige chancer.

Formlen skal findes

Det gælder for nationalisterne i AfD, der er rykket så langt ud på højrefløjen, at de helt har mistet kontakten til mulige koalitionspartnere og større vælgergrupper. Det gælder for socialisterne i Die Linke, der i sidste øjeblik har valgt at strømline deres valgprogram i håbet om at komme i en centrum-venstre regering. AfD og Linke ser hver især ud til kun at kunne mønstre op mod hver 10. vælger.

Selv socialdemokraterne i SPD, Tysklands store gamle folkeparti, kæmper med at genvinde vælgernes tabte kærlighed. Med udnævnelsen af to nye partiledere har partiet taget et nok lidt for hårdt sving ud på venstrefløjen. Det bærer valgprogrammet præg af. Og det hjælper indtil videre ikke meget, at kanslerkandidaten, Olaf Scholz, er en midtsøgende socialdemokrat.

Til gengæld vinder Tysklands liberale, FDP, frem i målingerne. Deres kritik af regeringens coronapolitik har givet medvind. Og de står for så tilpas meget fornyelse, at de kan tiltrække borgerlige vælgere, der ikke gider mere af samme Merkel-skuffe.

Én ting synes klart i dag, hvor man lige akkurat kan skimte valgdagen forude: Hvis man vil vinde nøglerne til kanslerkontoret i Berlin, skal man finde formlen for, præcis hvor meget forandring og opbrud, tyskerne er klar til efter pandemien – og efter Merkel.

Bang!

Kapløbet er i gang…