Mens mange europæiske lande har travlt med at melde begrænsninger ud på flygtningeområdet, lyder det fra kontinentets mest folkerige nation, at man kan tage imod mange - i mange år.
Den tyske vicekansler, socialdemokraternes partiformand, Sigmar Gabriel, siger i et interview med tv-kanalen ZDF, at landet kan håndtere en halv million flygtninge om året.
- Jeg mener, at vi er fuldt ud i stand til at håndtere omkring en halv million årligt i flere år frem, siger vicekansleren.
Venter 800.000 i år
Tyske myndigheder har oplyst, at man venter omkring 800.000 asylansøgere i år, svarende til omkring en procent af det samlede befolkningstal.
FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, siger tirsdag, at situationen i Europa bliver endnu mere presserende, da der "åbenlyst ikke findes en tysk løsning på et europæisk problem".
Det siger en talskvinde - Melissa Fleming på et pressemøde i Geneve.
Sigmar Gabriel mener, at tyskerne muligvis kan tage imod "endnu flere" end 500.000 årligt, da Tyskland "uden tvivl er et økonomisk stærkt land".
Kræver ændret EU-politik
Men vicekansleren opfordrer samtidig andre lande til at tage imod flere.
- Vi kan ikke bare tage imod en million mennesker hvert år og uden problemer integrere dem i det tyske samfund, siger Sigmar Gabriel.
Vicekansleren kræver, at EU-politikken på området ændres, så det ikke kun er Tyskland, Sverige og få andre lande, der tager de mange.
UNHCR oplyser ifølge Reuters, at et rekordhøjt antal syriske flygtninge - 7000 - er ankommet til Makedonien mandag.
FN-organet siger samtidig, at Europa skal sikre "fordeling af 200.000 flygtninge". EU-Kommissionen arbejder angiveligt i øjeblikket på en plan for 160.000.
/ritzau/