Unge danskere bliver mere eftertragtede efter praktik i udlandet

Mangel på praktikpladser har fået de håndværksmæssige uddannelser til at kigge mod udlandet.

- Jeg kan træne noget at det, jeg havde lært i forvejen, men jeg lærer også en masse nyt, siger Ulf Damkjer om sin praktikplads i London.

Ulf Damkjer kravler stille, men sikkert. En motorsav hænger i et reb ved hans side, mens han bevæger sig længere op i træet. Målet er et par store, kraftige grene, der skal skæres af.

Vi er i det nordlige London, og Ulf, der er i gang med en tre-årig uddannelse som Skov- og Naturtekniker, har valgt at tage en del af sin praktik i England – fordi han ikke kunne finde en praktikplads i Danmark.

- Det er meget svært at finde en god praktikplads i mit fag i Danmark. Her i England er det helt anderledes. Det firma, jeg nu arbejder i, er kæmpe stort, så jeg får prøvet mange forskellige ting.

- Jeg kan træne noget at det, jeg havde lært i forvejen, men jeg lærer også en masse nyt. Der er nogle ting, englænderne gør anderledes. Ikke mindst omkring at klatre og sikkerhed – det kan jeg lære meget af, siger han.

Meget eftertragtede efter praktik i udlandet

Omkring 12.000 unge danskere mangler lige nu en praktikplads – praktik er ofte et krav, hvis man skal gøre uddannelsen færdig. Det tvinger en del til at benytte den meget omdiskuterede skolepraktik, hvor de unge ikke kommer ud på en egentlig arbejdsplads, men følger et forløb på skolen, der skal minde om rigtigt arbejde. Kun få synes, det er godt. Derfor kigger stadig flere mod udlandet.

Også kontoruddannelserne har for alvor fået øjnene op for praktik i udlandet. Århus Business College har i høj grad systematiseret deres arbejde med at finde pladser til eleverne i udlandet, for dels løser det for nogle unge et konkret problem med at finde en praktikplads, dels får de unge nogle erfaringer, som giver dem kæmpe fordele.

- De elever, som har været ude, er meget eftertragtede, fortæller Lone Hansen, der er leder af International Programmes på Århus Business College.

- Erhvervslivet anerkender at de kommer hjem med nogle ganske særlige kompetencer, som virksomhederne har brug for.

Praktisk bøvl

Selvfølgelig kan det at flytte til et andet land i en periode være udfordrende og lidt besværligt. Sproget skal man naturligvis også vænne sig til, men det vænner man sig netop til, siger Ulf Damkjer.

- Der er da en masse praktiske ting. Jeg er stadig egentlig i skolepraktik i Danmark, men arbejder for et engelsk firma. Det giver noget bøvl, men jeg synes skolen prøver at hjælpe med at få de ting løst.

Bekymring for Brexit

På grund af sprog og kultur har England og de andre britiske lande været oplagte steder for de unge at tage hen. Så lige nu er man på Århus Business College meget spændte på, hvad fremtiden bringer i de lande, når Storbritannien forlader EU.

- Vi er lidt bekymrede for Brexit. Vores elever konkurrerer jo med også de lokale elever, og vi ved ikke hvordan reglerne bliver fremover, siger Lone Hansen fra Aarhus Business College.