USA advarer Rusland: Overvej støtten til Assad

Gårsdagens angreb i Syrien har ført til en telefonsamtale mellem Donald Trump og Angela Merkel.

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, opfordrer Rusland til grundigt at overveje støtten til Syriens præsident Assad. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, siger, at det er tid for Rusland til grundigt at genoverveje landets støtte til den syriske præsident Bashar al-Assads regime, skriver Reuters.

Opfordringen kommer dagen efter, at et formodet giftgasangreb ramte den syriske provins Idlib og dræbte mindst 72 mennesker, herunder 20 børn.

Angrebet blev også diskuteret, da præsident Donald Trump og Tysklands kansler, Angela Merkel, talte i telefon i dag. Det oplyser Det Hvide Hus.

Tidligt i morges dansk tid oplyste Ruslands forsvarsministerium, at der var tale om syriske militærfly, der havde beskudt et af oprørernes lagre, som menes at indeholde kemiske våben.

Ifølge russerne var det det, der havde forårsaget et gasudslip i byen Khan Sheikhoun tirsdag.

Ifølge en syrisk oprørsleder var det syriske kampfly, der stod bag tirsdagens angreb.

- Alle så flyet, da det bombede med gas, siger Hasan Haj Ali, der er kommandant i oprørsstyrken Den Frie Idlib Hær.

Rusland afviste i dag at stemme for en resolution i FN's Sikkerhedsråd, der fordømmer angrebet og kræver det undersøgt.

/ritzau/