USA har i øjeblikket ingen intentioner om at give slip på en lejeaftale med Cuba om flådebasen Guantanamo Bay, selvom Cuba vil have området tilbage.
Sådan lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, ved en fælles pressekonference med den cubanske udenrigsminister, Bruno Rodriguez.
Det er det første møde mellem udenrigsministre fra de to lande i Washington i 54 år.
- Ulovligt besat eller evigt lejemål?
Til samme pressekonference siger den cubanske minister, at det er altafgørende, at USA returnerer det "ulovligt besatte Guantanamo-territorium".
USA har lejet Guantanamo Bay-flådestationen siden 1903, da USA trak sine styrker tilbage fra Cuba efter den amerikansk-spanske krig.
USA står som evig lejer af Guantanamo Bay og udbetaler et symbolsk beløb til Cuba i lejeudgifter. Landet har dog nægtet at hæve pengene fra USA.
På området ligger det meget omtalte fængsel, som USA bruger til at tilbageholde terrormistænkte og tidligere terrormistænkte.
Det faktum, at fangerne har været fængslet i Guantanamo og dermed uden for amerikansk territorium, har gjort det muligt for USA at undtage dem fra almindelig amerikansk lovgivning.
Diplomatisk opblødning
Pressekonferencen i det amerikanske udenrigsministerium finder sted på den samme historiske dag, som den cubanske ambassade er blevet åbnet i USA, og den amerikanske repræsentation i Cuba er blevet opgraderet til at være amerikansk ambassade.
De to begivenheder er et vigtigt skridt på vejen mod et normaliseret diplomatisk forhold mellem de to nationer, selvom der endnu er et stykke vej.
Blandt andet ønsker Cuba, at USA nu ophæver handelsembargoen mod Cuba og opsiger lejeaftalen om Guantanamo, mens USA så sent som mandag har opfordret Cuba til i de kommende år at begynde at udvise respekt for basale menneskerettigheder.
/ritzau/Reuters