"Det vigtigste valg i hele 2023: Tyrkiet og demokratiets fremtid".
Sådan lød det på forsiden af det britiske ugemagasin The Economist i denne uge.
64 millioner tyrkere skal nemlig til stemmeboksen, inden ugen er omme. Her skal de beslutte, hvorvidt de vil beholde landets siddende præsident, Recep Tayyip Erdogan, der har styret landet i 20 år, eller om de vil lade oppositionskandidat Kemal Kilicdaroglu give sit bud på, hvilken retning landet skal gå.
Og det britiske ugemagasin har ret i, at valget den 14. maj er det vigtigste valg i år. Det vurderer Jakob Lindgaard, senioranalytiker i udenrigspolitik og diplomati på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
- For os i Europa og Vesten er Tyrkiet vigtig af tre grunde. Det er det i forhold til den demokratiske udvikling, i forhold til økonomien, og så er det selvfølgelig på grund af udenrigspolitikken, siger han.
Uanset om landets præsident hedder Recep Tayyip Erdogan eller Kemal Kilicdaroglu, så vil Tyrkiet fortsat være en regional stormagt, og i nogle sammenhænge en vigtig global aktør.
Derfor vil resultatet have massiv betydning for resten af Europa og verden, vurderer senioranalytikeren.
Nato og Rusland
For en alliance som Nato er det ikke ligegyldigt, hvem der sidder på magten i Tyrkiet. Især i år har vi set, hvordan Tyrkiet kan spille en vigtig rolle i forsvarsalliancen, hvor alle lande har vetoret.
- Det så vi, da Erdogan valgte at nedlægge veto mod at optage Finland og Sverige i alliancen, siger Jakob Lindegaard, og kalder Tyrkiet for en – hvis ikke den mest – komplicerede Nato-allierede.
I marts måned gav præsident Erdogan så grønt lys til at optage Finland i Nato efter at have trukket beslutningen ud i flere måneder. Men præsidenten blokerer fortsat for et Sverige-medlemskab.
Ifølge Jakob Lindgaard er det ikke nyt, at Tyrkiet skaber komplikationer internt i Nato, men blokaden af både Finland og Sverige har især handlet om tyrkisk indenrigspolitik.
Erdogan har blandt andet anklaget Sverige for indirekte at støtte terrororganisationen PKK, som så har påvirket international politik og hele Nato-alliancen.
Ifølge Jakob Lindgaard er det et godt eksempel på, hvordan Tyrkiet i visse sammenhænge kan spille en nøglerolle i international politik, og hvorfor det er vigtigt for alliancen, hvem der sidder på præsidentposten.
Samtidig er Tyrkiet det eneste Nato-land, der kan tale med både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodomyr Zelenskyj, hvilket Erdogan forsøger at bruge til sin fordel, siger senioranalytikeren.
- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Tyrkiet er blevet mere pro-russisk eller pro-vestlig. For Tyrkiet handler det her om at spille Rusland ud mod Vesten og Vesten ud mod Rusland for derved at skabe sig større uafhængighed, lyder analysen fra Lindgaard.
Desuden er det vigtigt for Tyrkiet at fastholde dets gode forhold til Rusland, da de er afhængige af russisk gas og energi.
- Billigt gas er meget vigtigt for Erdogan i øjeblikket, fordi han er så økonomisk presset, siger Jakob Lindgaard.
Her bliver tyrkiske vælgere spurgt ind til den økonomiske situation i landet lige nu.
Europa og EU
Tyrkiet er ikke kun vigtig aktør i Nato-alliancen, men også for hele Europa, blandt andet på grund af aftalen om at forhindre nye strømme af migranter til Europa via Tyrkiet.
Kemal Kilicdaroglu har sagt, at han vil hjemsende de næsten fire millioner syriske flygtninge, der lige nu er i Tyrkiet.
Ifølge Jakob Lindgaard vil flygtningespørgsmålet fortsætte med at være aktuelt, men på en ny måde fremadrettet.
- Den tyrkiske udenrigsminister har netop været i Moskva for at forhandle med Syrien om hjemsendelser, siger han.
Herefter kommet spørgsmålet om, hvilke lande der skal optages i EU. Lige nu diskuteres det, hvorvidt Ukraine skal optages, men også lande på Vestbalkan og Moldova er oppe at vende.
Jakob Lindgaard rejser spørgsmålet om, hvorvidt man kan gøre dette uden at genoptage spørgsmålet om et tyrkisk EU-medlemskab.
- Der er ingen tvivl om, at man i Tyrkiet vil se mere skeptisk på optagelse af andre lande, hvis de selv kommer bag køen igen, siger senioranalytikeren.
Processen om at optage Tyrkiet i EU har været fastfrosset i mange år, men oppositionsleder, Kemal Kilicdaroglu, har også sagt, at han vil arbejde videre på den proces, hvis han vinder.
Det kan blive svært, for Tyrkiet er stadig langt fra EU, blandt andet i deres udenrigspolitik, siger Jakob Lindgaard.
Europakommissionen har lavet opgørelser over overlap mellem kandidatlandenes udenrigspolitik og EU’s udenrigspolitik. Ser man på tallene, så var der i 2007 97 procents overlap mellem Tyrkiet og EU’s udenrigspolitik. I 2022 var det tal røget ned på syv procents overlap.
Det er altså et fald på 90 procent på kun 15 år, hvor Erdogan har siddet på magten.
- Der er ingen tvivl om, at Tyrkiets reorientering af deres udenrigspolitik gør det vældig kompliceret, når vi i Europa skal arbejde med Tyrkiet i forhold til andre lande i regionen, siger Jakob Lindgaard.
USA
På papiret er USA Tyrkiets vigtigste allierede. Men det ændrer ikke på, at forholdet mellem de to lande, og især præsident Erdogan og Joe Biden, er utrolig dårligt, fortæller senioranalytikeren.
- Et eksempel på det dårlige forhold er, at Joe Biden først ringede til Erdogan fire til fem måneder inde i sit præsidentembed. Og det gjorde han, dagen før han havde tænkt sig at anerkende det armenske folkedrab, siger han.
Ifølge ham er Joe Bidens politik over for Erdogan at ignorere ham så meget som muligt. Og det har han opbakning til, både blandt Demokrater og Republikanere.
- Der er bare en bred opbakning til en hård linje over for Tyrkiet i Washington lige nu, og den følger Biden op på, siger han.
Og mistilliden lader til at gå begge veje. For ser man på meningsmålinger fra Tyrkiet de seneste år, så anser man USA som en af de største trusler mod landet. Også dét er på tværs af det politiske spektrum i Tyrkiet.
- Det er jo ikke sådan, at man i Tyrkiet tror, at USA vil invadere landet. Men der er en bred opfattelse af, at USA aldrig vil holde med Tyrkiet, og altid vil 'holde med de andre’. Derfor er der en stor mistro til den amerikanske ageren i Tyrkiet, siger Jakob Lindgaard.
Hvad så med valgresultatet?
Så hvad vil resultatet af valget betyde for de tre grunde, som der blev bragt i starten: demokrati, udenrigspolitik og økonomi?
Ifølge Jakob Lindgaard findes der lige nu to typer af analyser om Tyrkiet i øjeblikket. Den ene er dem, der mener, at oppositionskandidaten, Kemal Kilicdaroglu, er det demokratiske alternativ.
Og så er der den lidt mere skeptiske gruppe. Jakob Lindgaard tilhører sidstnævnte.
- Det, man skal forstå, når man ser på Tyrkiet, er, at det handler om at have magten. Har man magten, så har man også institutionerne. For der er ikke nogen neutrale institutioner i Tyrkiet. Derfor siger man de rigtige ting, når man ikke har magten. Herunder demokratisnak, siger senioranalytikeren.
Et eksempel på, at oppositionen siger det, som vil tilfredsstille Vesten, er, ifølge Jakob Lindgaard, at oppositionen nu siger ja til at optage Sverige i Nato. Men det er ikke mere end et år siden, at de sagde klart nej.
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en sejr til Kilicdaroglu vil være en sejr for demokratiet, og at det vil rykke Tyrkiet i en mere vestlig retning, siger han.
- Men der er grund til en sund portion skepsis, afslutter senioranalytikeren.
