Clinton-lejren om genåbning af email-sag: FBI-direktør skal lægge alt frem

Det er ekstraordinært, at sådan noget kommer frem kun 11 dage før valget, lyder det fra Clintons kampagneleder,

Et billede fra tidligere i dag, hvor Hillary Clinton er på vej til Iowa. (Foto: © Jewel SAMAD, Scanpix)

FBI har i dag besluttet at genåbne den famøse email-sag, hvor Hillary Clinton tidligere har fået hård kritik for at have brugt sin private server til at sende fortrolige emails.

FBI's direktør James Comey har sendt et brev stilet til Kongressen, hvor han oplyser, at hans efterforskere i forbindelse med en anden sag er i kommet i besiddelse af emails, der vedrører sagen mod Clinton. Derfor vil FBI nu genoptage sagen for at belyse, om Clinton har haft en lemfældig omgang af fortrolige emails og eventuelt har gjort sig skyldig i en kriminel handling.

Hillary Clinton kommenterede ikke den nye udvikling, da hun kort efter, at sagen kom frem, gik på scenen og talte i Iowa.

Til gengæld har hendes kampagnemanager, John Podesta, udsendt en erklæring, hvor han oplyser, at Clinton-lejren ikke ved, hvilke emails FBI er kommet i besiddelse af.

- FBI's direktør Comey bør straks give mere information til den amerikanske befolkning end det brev, der er sendt til otte republikanere fra den amerikanske kongres. Comeys brev refererer til emails, der har set dagens lys i en ikke-relateret sag, men vi har ingen idé om, hvad det er for nogle emails, og direktøren siger også, at de måske slet ikke er vigtige, skriver Podesta i meddelelsen.

Frygter ikke kompromitterende materiale

Clintons kampagneleder studser også over, at de nye emails kommer frem kun 11 dage, før det skal afgøres, om det skal være Hillary Clinton eller Donald Trump, der skal være USA's næste præsident.

Men på trods af det, frygter han ikke, at der kommer kompromitterende materiale frem.

- Vi er sikre på, at det ikke vil føre til konklusioner, der er anderledes fra det FBI fandt frem til i juli, skriver Podesta.

Hendes modkandidat Donald Trump var dog ikke sen til at udnytte, at FBI genåbner sin efterforskning.

- Hillary Clintons korruption er i en skala, vi aldrig har set før. Vi må ikke lade hende tage den her kriminelle adfærd med ind Det Ovale Kontor, sagde Trump ifølge CNN under en tale i New Hampshire for få timer siden.