Folk hang i lysekronerne i Det Hvide Hus, og de skamferede de fine møbler.

Det var den vildeste fest, da indsættelsen af Andrew Jackson som USA’s præsident i 1829 blev fejret. For at lokke deltagerne ud af embedsboligen - og dermed skåne den - blev han nødt til at anbringe et badekar med whisky på Det Hvide Hus’ græsplæne.

Ingen ved, om Donald Trump sejrer ved valget den 8. november, og slet ingen ved, hvordan en eventuel triumf vil blive markeret.

Men ligesom det var tilfældet med Andrew Jackson, har Donald Trump opnået popularitet på at lade hånt om de gode manerer.

Willard Randall, som leverer ovenstående beskrivelse af indsættelsesfesten, og to andre amerikanske Andrew Jackson-eksperter, som DR har talt med, udpeger også andre tydelige paralleller mellem Jackson og Trump.

Andrew Jackson talte den jævne mands impulsive sprog, han langede ud efter eliten og lancerede samtidig sig selv om en outsider, selv om han var velstående.

Han udpegede en mindre, udsat gruppe som roden til meget ondt – i Jacksons tilfælde var det indianere, og han var temmelig krigerisk over resten af verden.

Actionhelt og (tys-tys!) godsejer

Andrew Jackson blev født i 1767 og flyttede som ung til Tennessee, som var en stat, der lå på ydergrænsen af datidens USA.

Han var kortvarigt medlem af Kongressen i USA, men det passede ikke hans temperament at skulle smede kompromisser.

Han var en handlingens mand, så han indledte en militær karriere og viste vilje til at gå til det yderste.

Jackson blev krigshelt, da han som general ledte hæren i 1812-krigen mod Storbritannien. Hans største sejr var i slaget om New Orleans, hvor han og hans mænd afviste en langt mere talstærk britisk styrke og forsvarede USA’s opkøb af hele den centrale del af landet.

Andrew Jackson blev rig, fordi han som advokat ofte fik betaling i form af jord. Han blev med tiden en stor godsejer - og havde også slaver og solgte slaver.

Han havde skabt sig en platform til at stile efter USA’s øverste politiske embede. Han tilhørte den anti-føderalistiske fløj i USA, som i 1820’erne samledes i Det Demokratiske Parti. I andet forsøg som præsidentkandidat vandt han stort over The Establishments John Quincy Adams i 1828.

Den jævne hvide mands sprog

Andrew Jackson lignede ikke en traditionel politiker i sin valgkamp.

En af hans modstandere sagde, at ”han bruger eder, når han mangler argumenter”.

- Han appellerede til den jævne samfundsborger ved at tale et jævnt sprog. Han var den vilde mand fra udkanten, som i sin fremtoning udfordrede det pæne New England, der var kernen i det unge USA, siger Willard Randall, officiel præsidentiel historiker fra Champlain College i Vermont.

Andrew Jackson drog også fordel af, at USA havde vokseværk mod syd og vest, og at næsten alle delstater havde indført stemmeret til alle hvide mænd over 21 år.

De nye vælgere kunne bedst identificere sig med ham.

- Han slog på, at de mennesker, han repræsenterede, følte sig truet af økonomisk forandring, siger Matthew Mason, lektor i historie på Brigham Young University i Utah.

- I hans tilfælde var det ikke globalisering og handelsaftaler, som Trump vender ryggen til, men den økonomiske forandring i USA som følge af anlæggelsen af jernbaner og kanaler. De, der ikke kunne øjne nogen gevinst, støttede ham.

Andrew Jackson lovede også at kæmpe mod nationale banker, fordi de angivelig befandt sig langt fra den menige borger.

Desuden vandt han tilhængere på sit showmanship-mod, der grænsede til dumdristighed.

Han udkæmpede mindst fire dueller af den slags, hvor to mænd med hver sin pistol og en indbyrdes afstand på 30 fod afgør en tvist.

Indianere som syndebuk – ikke mexicanere og muslimer

Når Andrew Jackson skulle forklare økonomiske trængsler, havde han en syndebuk, nemlig indianerne.

- Han dæmoniserede indianerne, og der kan man se en parallel til Trumps udtalelser om mexicanere og muslimer, siger Willard Randall.

- Han sagde, at indianerne står i vejen for fremskridt, og derfor skal de forsvinde bort til vest for Mississippi, siger H. W. Brands, professor i historie på University of Texas i Austin.

En fattig hvid farmer, der kunne opnå en fordel på den måde, havde samme fjendebillede.

Andrew Jackson stod i spidsen for en omfattende beslaglæggelse af indianeres jord i Alabama, Georgia og andre stater og tvangsflytninger af disse indfødte amerikanere.

USA kan fint klare sig alene

Som præsident var Andrew Jackson indadskuende.

Han var meget mistænksom over for andre lande - og især over for Storbritannien. Nogle betegner ham som anglofob.

- Han var meget truende i sin retorik. Den folkelige tilslutning gav ham rygdækning til at lægge et stærkt pres på andre lande. Han iværksatte dog aldrig et angreb, siger Willard Randall.

Andrew Jackson var imod handelsalliancer og holdt i høj grad varer fra Europa ude med høje toldmure.

- Han var ikke opmærksom på, at handel er vigtigt – måske fordi han var opvokset langt fra havnene i Boston og New York, siger H. W. Brands.

Aggressiv ledelsesstil gav bagslag

Eftertiden har hæftet sig mest ved, at det amerikanske demokrati blev mere folkeligt i Andrew Jacksons æra. Men eksperterne pointerer alle, at dette ikke var Jacksons fortjeneste.

Det var ikke ham, der udvidede stemmeretten.

Eksperterne fremhæver i stedet, at Andrew Jackson i løbet af sine to embedsperioder i Det Hvide Hus antastede den sindrige tredeling af magten i USA mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, fordi han tilsidesatte højesteretsbeslutninger om indianerfordrivelser og banksystemet, der gik ham på tværs.

- Det er sandsynligt, at Andrew Jacksons duel med bankerne udløste en økonomisk depression i USA. Hvilket ikke ændrer på, at mange af hans tilhængere var tilfredse med hans indsats, siger Matthew Mason.