Der var intet klart svar fra Donald Trump, da han i nattens præsidentdebat blev spurgt om, hvorvidt han ville acceptere valgresultatet 8. november eller ej.
Han ville holde alle hen i spænding, lød det i stedet. En kommentar, som har medført en del negativ opmærksomhed fra flere kanter. Hans søn - Donald Trump Jr. - forsvarede dog umiddelbart efter debatten sin fars kommentar.
- Vi vil bare have en fair kamp. Jeg synes, det er helt rimeligt og ikke for meget forlangt, forklarede han til DR Nyheder.
Donald Trump Jr. forklarede desuden, at hans far blot ønskede at sikre sig, at der ikke blev snydt med stemmerne.
- Hvis det er fair, har vi ingen problemer med det.
USA-ekspert og lektor i amerikanske studier ved SDU Jørn Brøndal har beskrevet det som "helt uhørt", at en præsidentkandidat siger som Donald Trump. Han vurderer desuden, at debatten vil blive husket for, at Trump ikke kunne svare anerkendende på spørgsmålet.
En vurdering, som den kendte borgerretsforkæmper Jesse Jackson gentog, da han efter debatten blev spurgt om, hvad der overraskede ham mest ved debatten.
- Trumps modvilje mod at acceptere valgresultatet. Han er villig til at torpedere hele den demokratiske proces for sin egen personlige agenda, forklarede han til DR Nyheder.
Jesse Jackson mente også, at Trump igennem hele sin valgkamp - fra kampen om at blive Republikanernes kandidat og frem til kamp om selve præsidentembedet - har kørt samme stil med at sprede tvivl om valgets troværdighed.
- Han har lagt fundamentet til, at han, hvis ikke han vinder, kan sige, at valget er manipuleret. Og derfor kan han tage sin gruppe og danne sin egen tv-station og et tredje parti – Trumps 'USA Først-parti' (Trump's America First Party).