Fredag aften bad forfatteren og Twitter-personligheden Kelly Oxford kvinder om at dele deres egen historie om at blive seksuelt misbrugt, hvor hun selv lagde for med sin egen misbrugshistorie.
https://twitter.com/kellyoxford/status/784541062119456769
- Gammel mand på bybus tager på min "fisse" og smiler til mig, Jeg er 12, skrev hun.
Mandag eftermiddag havde næsten 27 millioner mennesker enten delt deres historie eller besøgt Kelly Oxfords Twitterside, hvilket resulterede i, at hashtagget #NotOkay trendede på Twitter i USA weekenden over.
https://twitter.com/kellyoxford/status/784758511347511296
Ifølge Kelly Oxford delte så mange kvinder deres misbrugshistorier på Twitter, at hun i fjorten timer i streg modtog 50 historier i minuttet.
Kvindenedsættende lydoptagelse
Kelly Oxfords opfordring begyndte fredag kort efter, at en lydoptagelse med Donald Trump fra 2005 så dagens lys.
På lydoptagelsen får den republikanske præsidentkandidat sagt en stribe nedsættende ting om kvinder, hvor han blandt andet pralede med at befamle kvinder uden at spørge om lov.
- Du kan tage dem (kvinder red.) i skridtet. Du kan gøre hvad som helst, sagde han og fortsatte:
- Jeg bliver automatisk tiltrukket af lækre kvinder. Jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg venter ikke engang. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst.
Donald Trump undskyldte lydoptagelsen med, at det blot var mandehørm og skurvognshumor. Og han beklagede, hvis nogen havde følt sig stødt.
Præsidentkandidatens nedsættende udtalelser om kvinder for elleve år fik tusindvis af kvinder til tasterne på Twitter og Facebook.
Her opstod lange kommentartråde, hvor kvinder fortalte om, da de blev befamlet af lægen, klaverlæreren, fotografen og den fremmede. Kvinder skrev om, at mænd masturberede og flashede dem i bussen, og at chefer krævede sex på jobbet.
Herunder kan du se et par eksempler på kvinder, der tog Kelly Oxfords opfordring til sig og fortalte om deres misbrugshistorier.
https://twitter.com/AwardsDaily/status/784615636232208384
- Jeg blev tvunget til at give en mand et blowjob, efter han tilbød mig et lift og efterfølgende truede mig. Jeg var 14 år, skrev underholdningsjournalisten Sasha Stone.
https://twitter.com/wjlux/status/785570901467234304
- Jeg var i et supermarked i Florida med min mor. Hun var en række væk. Mand går forbi mig, tog mig i skridtet. Jeg var 11 #IkkeOkay, skrev 45-årige Wendy Luxenburg.