Da Joe Biden for halvandet år siden fortalte den undrende omverden, at han i en alder af 76 år ville være USA’s næste præsident, var den følelse, han vækkede hos mange, først og fremmest undren.

Hvorfor? Og med hvilket politisk program - ud over nogle lidt abstrakte pointer om at ville genskabe værdighed, respekt og integritet i Amerika?

Joe Biden annoncerede sit kandidatur i april sidste år:

Svaret lå lige for allerede dengang: I måling efter måling lå Biden på en førsteplads, når man spurgte vælgere på tværs af USA, hvem af de demokratiske kandidater de syntes bedst om. Folk kendte Joe, folk kunne lide Joe - og nu har et flertal af amerikanerne besluttet, at Joe Biden skal være USA’s 46. præsident.

Biden er ikke valgt, fordi han er en skarp ideolog. Han har ikke henrykket masserne med ekvilibristiske talegaver. Han udstråler ikke håb om en lys og bedre fremtid.

Joe Biden er først og fremmest valgt, fordi han ikke er Donald Trump:

Han er et tillidsvækkende og empatisk menneske. Han er søn af en automobilforhandler og har overkommet et stamme-handicap, som stadig smitter af på hans måde at afbryde sig selv på. Han er moderat politisk, og frem for alt har han vist sig at være den rigtige kandidat på dette tidspunkt i USA, hvor atmosfæren i politik - og blandt amerikanerne i det hele taget - er forgiftet.

I Joe Bidens barndomsby Scranton har man et godt indtryk af vinderen af præsidentvalget.

Men netop fordi Biden kommer til magten på et tidspunkt, hvor amerikanerne er dybt splittede som folk og nation, bliver opgaven for den kommende præsident yderst vanskelig.

En svær balance

Biden formåede at samle den store paraply af minoriteter og interessegrupper, som udgør det demokratiske parti, i en fælles kamp mod Trump. Men nu hvor fjenden er besejret, og Biden er valgt, vil partiets venstrefløj ikke længere være tilfreds med Bidens moderate og midtsøgende kurs:

De entusiastiske grupper af især yngre demokrater, som bakkede op om Bernie Sanders i primærvalgene, har kun lånt deres stemme til Biden. Nu vil de kræve, at Biden udnytter valgsejren til at gennemføre vidtrækkende reformer på blandt andet sundheds- og klimaområdet.

De vil altså presse Biden fra venstre og kræve resultater. Ellers trækker de deres stemme og dermed deres støtte tilbage.

Omvendt er der ingen grund til at tro, at Donald Trumps ivrige og larmende støtter på højrefløjen opgiver kampen, bare fordi deres kandidat har tabt. Tværtimod taler alt for, at det Republikanske Parti i hvert fald på den korte bane vil fortsætte den nationalistiske populisme, som har kendetegnet dem de seneste fire år.

Trump er måske faldet - men Trumpismen lever videre i partiet. Og for dem er Joe Biden ikke bare en modstander, han er fjenden.

Hele landets præsident

Hvis præsident Joe Biden skal lykkes, får han altså brug for den evne, han selv tit har talt om, at han besidder - nemlig evnen til at række ind over midten og få politiske modstandere til at tale sammen.

Han skal bevise, at han kan være alle amerikaneres præsident. Spørgsmålet er, om amerikanere på begge fløje vil give ham chancen for at være det.

Den første og største opgave for Biden bliver at få styr på den pandemi, som har ændret så meget for amerikanerne i år. Selv om USA på papiret var det land i verden, som var bedst forberedt på en sundhedskatastrofe af det omfang, så er supermagten snublet.

Biden har lovet at lade videnskaben og eksperterne råde, og det vil være et markant og vigtigt skifte fra Trump, som hellere følger sin mavefornemmelse end råd fra folk med ekspertise og indsigt.

Men selv de bedste videnskabsfolk kan ikke redde økonomien og give amerikanerne - og alle os andre - vores dagligdag tilbage, før virus er besejret på den ene eller anden måde.

Indtil da skal Biden levere på sine løfter om hjælp til både borgere og virksomheder, som er kommet i klemme. Han skal genoprette en økonomi, som er hårdt ramt med millioner af arbejdsløse og endnu flere, som er tvunget ned i tid og løn. Det er ikke nogen let opgave.

Samtidig skal Biden svare på det måske vigtigste spørgsmål, som Donald Trump rejste som kandidat i 2016 - men aldrig selv kom med svaret på som præsident:

Hvorfor har USA ladet millioner af godt betalte job forsvinde til udlandet og efterladt amerikanere især i Midtvesten i en håbløs situation, hvor de ikke kan få enderne til at nå sammen, og hvor de må se deres børn vokse op til et liv, der er fattigere og dårligere liv, end deres eget?

Det var den vrede og frustration, som gjorde Trump til præsident. Og selvom Trump har tabt, betyder det ikke, at vreden og frustrationen er væk. Nu er det op til Biden at komme med et svar, som skaber millioner af ordentlige job og tro på fremtiden også i “rust-bæltet,” hvor fabrikkerne engang summede, og det bliver heller ikke en let opgave.

Så Joe Biden står som USA’s næste præsident overfor udfordringer af historisk omfang. En pandemi, en økonomisk krise, et folkeligt opgør med racisme - og arven fra Donald Trump:

En dyb mistillid i en betydelig del af den amerikanske befolkning til statslige institutioner, til eksperter og videnskab, til medierne - og til den kommende præsident: For masser af Trumps tilhængere tror fuldt og fast på hans usande og udokumenterede påstande om, at Biden er korrupt og har stjålet sin valgsejr.

Da Joe Biden meldte sig som kandidat, lovede han at kæmpe for 'nationens sjæl' - for ordentlighed, værdighed, respekt og integritet.

'Der er ikke noget, som vi som nation ikke kan opnå - hvis bare vi står sammen,' har han sagt igen og igen i valgkampen.

Nu bliver Joe Bidens største opgave at bevise, at det stadig er rigtigt i dag.