Hver dag siden valget har jeg modtaget e-mails fra Donald Trump.
Eller rettere fra hans valgkampagne. Nogle gange 3-4 gange om dagen.
Budskabet er variationer over samme tema: Vi er blevet snydt. Valget blev stjålet. Trump er den egentlige sejrherre, og nu må du spytte i kassen for at forsvare præsidenten og hjælpe ham med at sagsøge svindlerne.
Jeg får de mange e-mails, fordi jeg har været med til talrige Trump vælger-møder rundt om i USA. Adgang til præsidentens store, larmende stadion-fester er gratis. Men man skal betale med sine personlige kontaktoplysninger - såsom e-mail-adresse, navn, mobilnummer og så videre.
Derfor har Trump-kampagnen nu en database med millioner af navne på amerikanere – og andre – som gennem de sidste fire år har meldt sig under Trump-fanerne og deltaget i hans vælgermøder. Og den database malker kampagnen nu med stor succes for penge.
Bryder med alle traditioner
Normalt begynder en tabende præsidentkandidat at pakke sin kampagne sammen, så snart det står klart, at valget er tabt – og det har stået klart længe, at Trump har tabt. Ingen donor ved sine fulde fem vil almindeligvis give penge til en kandidat, som allerede har tabt et valg.
Men, som de sidste år har vist med al tydelighed, så er Donald Trump ikke en politiker, som politikere er flest.
Så mod alle traditioner og normer fortsætter den tabende kandidat med at påstå, at han har vundet valget i strid med al fakta, og hans kampagne fortsætter med at samle penge ind fra Trumps trofaste vælgerbase. Og tilhængerne fortsætter med at sende ham penge.
Resultatet af Trumps kampagne er, at en væsentlig del af de amerikanske vælgere nu tror, at der rent faktisk foregik noget lusk ved valget 3. november, som fratog Trump sejren.
Det på trods af, at Trumps advokater ikke er kommet nogen vegne overhovedet med deres mange udokumenterede påstande om valgsvindel. Senest har Trumps egen justitsminister, William Barr, konstateret, at valget foregik efter bogen.
1,2 milliarder gode grunde
Hvorfor bliver Trump-kampagnen så ved med at sende mig og millioner af andre e-mails flere gang om dagen for at tigge penge til en såkaldt “Defense Fund” – altså en forsvarsfond til at føre retssager for?
Det er der formentlig mindst 1,2 milliarder grunde til: For det er det beløb omregnet til danske kroner, som Trump har samlet ind i ugerne siden valget.
Men pengene går vel at mærke IKKE til en fond til betaling af advokater, som fører an i kampen mod den påståede svindel. De mange millioner ryger i en pengetank, som Trump kan gøre med, stort set hvad han vil, når han rykker ud af Det Hvide Hus i januar.
75 procent af alle indsamlede midler går nemlig til en såkaldt “leadership PAC”, som Trump har oprettet midt i november, da valgresultatet må have stået klart selv for ham. PAC står for “Political Action Comitee”, og reglerne for hvad han kan bruge de penge til, er nærmest ikke-eksisterende.
Han kan bruge dem til politisk arbejde. Han kan holde store arrangementer på sine egne hoteller. Han kan betale sine børn som konsulenter. Bare for at nævne et par muligheder.
25 procent går til Det Republikanske Parti. Og først hvis man donerer over cirka 30.000 kroner, begynder nogle af pengene at gå til at betale regningerne for de advokater, som kæmper en umulig kamp for at få taberen af valget til at blive en vinder.
Så sent som i nat gentog præsident Trump flere af sine udokumenterede påstande om valgfusk ved et vælgermøde i Georgia:
For Donald Trump er her altså en mulighed for at kapitalisere på fire år i Det Hvide Hus og skrabe sammen til et liv efter præsidenttiden, hvor han helt sikkert har brug for penge.
Ifølge en kulegravning af Trumps egne selvangivelser, som avisen New York Times har haft adgang til, hæfter Trump personligt for gæld på op mod 2,5 milliarder kroner i sit firma, som forfalder til betaling i de kommende par år.
Samtidig truer en stribe retssager blandt andet ved anklagemyndigheden i New York, som arbejder på sager om skattesnyd med mere i Trumps forretning.
Kan blive ved med at være en magtfaktor
Her er altså en mulig del af forklaringen på, hvorfor Trump insisterer på, at han ikke har tabt valget, selv om det er i strid med al fakta. Budskabet opildner tydeligvis Trumps politiske base og sikrer en syndflod af penge til Trump.
Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvad situationen fortæller om USA og amerikansk politik.
Og her er der efter min mening et par ting, som er værd at hæfte sig ved.
For det første giver de mange penge Donald Trump mulighed for at spille en politisk rolle, længe efter han har forladt magten. Almindeligvis er en tabende præsident eller præsidentkandidat fortid, i det øjeblik han har tabt et valg.
Men med 1,2 milliarder på bankbogen har Trump mulighed for at fortsætte med at holde sine store vælgermøder og være afgørende for, hvilke kandidater Det Republikanske Parti opstiller og får valgt.
Han kan samtidig holde sine egne muligheder åbne i forhold til at genopstille som præsident i 2024, og det kan påvirke og måske udskyde det generationsskifte, som ellers ville være foregået i toppen af partiet.
Bobler og uanede midler
Samtidig understreger det kolossale beløb, som Trump har indsamlet på baggrund af falske påstande om valgsvindel, at en temmelig stor del af amerikanerne befinder sig i en informations-boble, hvor de modtager og tror på den misinformation, som de finder på sociale medier og hos højrefløjsmedier som Fox News og Breitbart.
Blandt andet Fox News videreformidler påstande fra Trump-fløjen, som sociale medier som Twitter stempler som "omstridte".
Den situation vil gøre det vanskeligt for USA's kommende præsident, Joe Biden, at få opbakning i brede dele af befolkningen – og dermed i Kongressen – til politiske reformer: For en del af amerikanerne mener simpelthen ikke, at han er valgets retmæssige vinder og dermed deres lands legitime leder.
Endelig siger de 1,2 milliarder kroner i Trumps pengekasse meget om, hvor inficeret politik i USA er af penge.
Siden en højesteretsdom for nogle år siden fastslog, at der ikke kan lægges låg over, hvor mange penge virksomheder og rige personer kan donere til politiske pengetanke – de såkaldte Super-PACs – er der reelt givet grønt lys for, at de mest velhavende i USA kan bruge uanede midler på at søge indflydelse hos de politikere, som de støtter.
Og da de få superriges interesser er sjældent sammenfaldende med de mange almindelige amerikanske lønmodtageres ønsker og behov, er de mange penge i Washington som oftest med til at svække demokratiet og troen på folkestyret.