At følge Donald Trump på turné til store larmende valgmøder i de sidste hektiske uger frem mod præsidentvalget var som at være på en tidsrejse tilbage til 2016.
Der var larm, pral og usandheder i massevis. Bølger af røde kasketter og hundredvis af råbende tilhængere skulder ved skulder - de fleste uden mundbind.
Trump kom med giftige angreb på politiske modstandere og opildnede sine tilhørere, når de råbte, at Joe Biden og hans søn skulle smides i fængsel: “Lock them up!”
Der var show og politisk gøgl præcis som for fire år siden. Men problemet for Trump var, at vi ikke længere lever i 2016. Det her er 2020:
USA er hårdt ramt af coronapandemien, og reality tv-værten Donald Trump er ikke længere den udefrakommende rebel, som skal ind og rydde op i sumpen i Washington:
Som præsident har han i fire år været chef for hele det føderale apparat. Han har som landets øverste leder ansvaret for den fejlslagne håndtering af pandemien, som har kostet langt over 200.000 amerikanere livet, og nu blev Trumps egne valgmøder i stor stil smittespredere.
Der var også et andet problem: I 2016 talte Trump meget effektivt til den vrede og frustration, som millioner af amerikanere følte over at have set deres gode job forsvinde til udlandet, over at se deres liv og samfund smuldre fra fundamentet og op.
Og Trump solgte en vision til det glemte Amerika: Et oprør mod det etablerede og eliten; en populistisk nationalisme, som gik til kamp mod fremmede udefra og lovede et opgør med globalisering.
Han solgte en forestilling om, at han kunne skrue tiden tilbage til dengang, USA var verdens førende industricenter.
Manglende plan
I 2020 talte Trump stort set aldrig om, hvad han ville udrette i de kommende fire år.
Han var stadig en ventil for vrede og frustration, når han kom med forbitrede angreb på sine politiske modstandere eller skød skylden for egne fejltrin – for eksempel i spørgsmålet om håndteringen af pandemien - over på andre.
Han malede fjendebilleder op og så konspirationer og svindel alle vegne. Han lod forstå, at han kun ville anerkende resultatet af valget, hvis han vandt. Og han opfordrede ekstremistiske højreradikale grupper til at holde sig klar.
Trump fik en del kritik for denne kommentar om den højreradikale gruppe Proud Boys:
Men Trump forsøgte ikke at sælge amerikanerne en vision af, hvad de næste fire år ville betyde for dem - ud over mere af det samme. Mere splid og konflikt. Flere rasende tweets. Mere benzin på et nationalistisk bål, hvis voldsomhed har skræmt mange i USA og i resten af verden.
Det kunne et flertal måske have levet med, hvis alt andet gik godt. Hvis økonomien blomstrede, og pandemien ikke havde tag i befolkningen. Men ikke midt i det sammenfald af kriser, som USA er midt i.
Et parti uden leder
Donald Trump efterlader det Republikanske Parti som en personkult uden leder. Trump har gennem fire år krævet ubetinget loyalitet fra partiets folkevalgte, og efterhånden har partiets vælgere gjort det samme.
Resultatet er, at moderate republikanere er blevet hjemløse, og at de tilbageblevne trumpister nu skal forsøge at forklare vælgerne, hvorfor de blindt fulgte en leder, som nu har ført partiet frem til et markant valgnederlag. Et opgør i partiet venter formentlig forude.
Trump efterlader et USA, som er så optaget af sine egne interne politiske og kulturelle opgør, at nationen er svækket internationalt. Trump omfavnede diktatorer og autoritære ledere og vendte ryggen til Amerikas venner. Der er meget at genopbygge for hans efterfølger.
Og Trump efterlader sin politiske base - omkring en tredjedel af vælgerne - i et langt hen ad vejen alternativt politisk univers, hvor deres holdninger i vidt omfang bygger på løgne og vilde konspirationsteorier, som i de sidste fire år er blevet forstærket af - hvis ikke ligefrem udsendt fra - Det Hvide Hus.
Et univers, hvor fiktion er fakta, og hvor fjenden ikke er Rusland eller Kina - fjenden er naboen, som stemmer på det Demokratiske Parti.
Til sammen efterlader Donald Trump en arv, som ikke forsvinder lige med det første.