Biden og Harris langer ud efter Trump: 'USA råber på lederskab'

Joe Biden og Kamala Harris har haft deres første officielle optræden sammen som henholdsvis præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat.

Er nogen overrasket over, at Donald Trump har et problem med stærke kvinder? spurgte Joe Biden ud i rummet.

Sent i aftes havde demokraterne Joe Biden og Kamala Harris deres debut som makkerpar i præsidentvalgkampen mod Republikanernes Donald Trump.

Efter en kort præsentation gik de direkte til sagen: Joe Biden skal være USA's næste præsident.

- Joe er den person, der skal lede os, sagde Kamala Harris, som Joe Biden har udpeget som sin vicepræsidentkandidat.

Men både Joe Biden og Kamala Harris havde også skarpe ord til præsident Donald Trump.

- Donald Trump har allerede langet ud efter Kamala og kaldt hende "modbydelig", "klynkende", og at hun er "ond mod hans ansatte", sagde Joe Biden og henviste blandt andet til Donald Trumps umiddelbare kommentar til valget af Kamala Harris.

Da Kamala Harris indtog talerstolen gik hun også direkte til Donald Trump:

- USA råber på lederskab, men alligevel har vi en præsident, der går mere op i sig selv, end de mennesker, der har valgt ham.

'Det hele er på spil'

Det var med smil og kram, at Joe Biden præsenterede sin nyligt udvalgte vicepræsidentkandidat.

Mødet blev holdt på Dupont High School i Wilmington, Delaware, og var ikke åbent for offentligheden grundet corona. Enkelte journalister havde dog fået adgang. På grund af coronakrisen bar Joe Biden og Kamala Harris ansigtsmasker, som de dog tog af under deres taler.

Kort efter, Kamala Harris havde indtaget talerstolen, kommenterede hun Donald Trumps håndtering af coronakrisen.

- Alt det vi bryder os om - vores økonomi, vores sundhed, vores børn, hvilket slags land, vi bor i - det hele er på spil. Vi vakler under den værste sundhedskrise i et århundrede, sagde hun og fortsatte:

- Præsidentens dårlige ledelse under pandemien har kastet os ud i den værste økonomiske krise siden den store depression.

  • - Jeg er utrolig beæret, og jeg er klar til at trække i arbejdstøjet, lød det fra Kamala Harris. (Foto: © DREW ANGERER, Scanpix)
  • I dette øjeblik præsenterede Joe Biden for første gang Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat på et offentligt møde.
  • Joe Biden og Kamala Harris bar ansigtsmaske og italesatte social afstand.
1 / 3

Ifølge Lillian Gjerulf Kretz, DR's korrespondent i USA, klarede Joe Biden og Kamala Harris det godt på mødet i går.

- De bestod testen og fremstod som et makkerpar med varme og gensidig respekt, siger Lillian Gjerulf Kretz og pointerede, at sågar deres blå tøj matchede.

Trump: Jeg ser frem til debatten

Kort efter Biden og Harris' debut var præsident Donald Trump klar med en kommentar til, hvordan Kamala Harris vil klare sig som vicepræsidentkandidat.

- Jeg tror, hun kommer til at blive en stor fiasko, og jeg ser frem til debatten mellem hende og min vicepræsident Mike Pence, sagde han på et pressemøde, da en journalist spurgte ind til sagen.

I næste uge vil Joe Biden formelt acceptere Demokraternes nominering af ham som partiets præsidentkandidat til deres konvent, som formentlig vil være digitalt på grund af coronapandemien. Til konventet vil Biden og Harris for alvor blive præsenteret som et makkerpar over for amerikanerne.

Ugen efter holder Republikanerne deres konvention, hvor Donald Trump vil blive nomineret til fire år til i Det Hvide Hus.