Knivstikkeri og slåskampe udspillede sig ved Trump-demonstration

Demonstranterne protesterede mod påstået valgfusk ved det amerikanske valg.

Sympatisører af den venstreradikale bevægelse Antifa og den stærkt højreradikale gruppe Proud Boys stødte sammen i Washington D.C.s gader i nat. (Foto: © Samuel Corum, Scanpix)

Mindst én person er i kritisk tilstand, mens 20 personer er blevet anholdt, efter at tusindvis af Trump-tilhængere lørdag samlede sig i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Det oplyser myndighederne ifølge NBC News' lokalafdeling i hovedstaden natten til søndag dansk tid, skriver Ritzau.

De tusindvis af Trump-støtter var mødt op for at vise deres opbakning til præsidenten og protestere mod resultatet af præsidentvalget, som de mener, at der er blevet fusket med.

Noget som også præsident Donald Trump gentagne gange har hævdet, siden demokraten Joe Biden blev udråbt som vinder af valget.

På vej mod jordskredssejr

En af dem var Craig Johnson fra Florida, der istemte sig koret af stemmer, der mener, der er begået valgfusk.

- Jeg vil have en afslutning på det her mareridt. Jeg har ikke sovet meget siden valget, fordi jeg er ked af, at Donald Trump ikke længere er vores præsident. Men han bliver vores præsident, lød det fra Craig Johnson til The Guardian.

- Trump var på vej mod sejren og en jordskredssejr. Og så midt om natten stoppede de med at tælle stemmer, og på mystisk vis dukkede der pludselig stemmer op på Joe Biden. Jeg køber den ikke, sagde Stevan Roknic om sin motivation for at deltage i demonstrationen.

Arrangørerne havde navngivet protesten 'Million MAGA (Make America Great Again) March', men ifølge The Guardian skulle de fremmødte tælles i tusinder.

Det Hvide Hus' pressesekretær, Kayleigh McEnany, skrev på Twitter, at millioner var mødt frem. En påstand, som ifølge mediet NBC var 'stærkt overdrevet', og som ikke er bekræftet af myndighederne.

Demonstranterne var ankommet fra alle dele af USA for at deltage i marchen, der begyndte tidligt lørdag.

  • Demonstranter foran den amerikanske højesteret, hvor de gav udtryk for deres utilfredshed. (Foto: © GAMAL DIAB, Scanpix)
  • Demonstranter grupperingen Proud Boys og Black Lives Matter kom i karambolage i løbet af natten. (Foto: © TASOS KATOPODIS, Scanpix)
  • Proud Boys-medlemmer var til stede og lagde ikke skjul på deres deltagelse. Præsidenten gjorde gruppen berømt, da han ved en debat sagde, at medlemmerne skulle 'stand back and stand by' - altså holde sig klar. Personen til venstre på billedet laver et håndtegn, der markerer hvidt overherredømme. (Foto: © GAMAL DIAB, Scanpix)
  • Politiet var på gaden for at holde demonstranterne fra hinanden. (Foto: © Samuel Corum, Scanpix)
  • En betjent anholder et medlem af Proud Boys. (Foto: © Samuel Corum, Scanpix)
  • Moddemonstranter brænder en hat og et flag, der støtter præsident Donald Trump og vicepræsident Mike Pence. (Foto: © GAMAL DIAB, Scanpix)
1 / 6

Kampe brød ud

Trump-tilhængerne blev i løbet af dagen mødt af grupper af moddemonstranter flere steder, og ifølge NBC News brød der om aftenen kampe ud mellem grupperne flere steder i hovedstaden.

Ifølge NBC News var personer fra den højreorienterede militsgruppe Proud Boys involveret i flere af slåskampene. De skulle blandt andet været stødt sammen med støtter af Black Lives Matter-bevægelsen.

Præsident Donald Trump kommenterede på Twitter også demonstrationen og de voldelige sammenstød.

Han beskyldte sympatisører af den venstreradikale bevægelse Antifa for at fremprovokere sammenstødene efter mørkets frembrud, hvor medlemmerne ifølge Trump gik efter ældre og familier i demonstrationen.

Præsidentens påstande er ikke bekræftet af nogen myndigheder.

En talsmand for brandvæsnet i Washington D.C. oplyser ifølge NBC News, at en person blev stukket ned lørdag aften lokal tid, da en slåskamp brød ud mellem to større grupper.

Personen blev efterfølgende bragt til hospitalet i kritisk tilstand.

Tjenestemænd i brandvæsnet oplyser ifølge NBC News, at slåskampen var forbundet til lørdagens protester.

Borgmesterkontoret i Washington D.C. oplyser, at 20 personer er blevet anholdt, siden protesterne begyndte lørdag middag lokal tid.

To politibetjente er desuden blevet såret. Omfanget af deres skader er ukendte.

Lørdag aften måtte kampklædt politi rykke ud til adskillige slåskampe i forbindelse med protesterne.

Politiet lukkede lørdag flere gader i hovedstaden i forbindelse med de store demonstrationer.

Præsident Donald Trumps bilkortege passerede lørdag morgen lokal tid forbi nogle af de jublende Trump-tilhængere, da præsidenten var på vej til Virginia for at spille golf, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det vakte jubel, da præsidenten passerede demonstranterne, der var gået på gaden for at støtte ham og hans påstande om valgfusk. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Rettelse: Det fremgik tidligere i artiklen, at Joe Biden er erklæret som vinder af valget, men det korrekte er udråbt som vinder.