Steffen Kretz: Harris kan tale om etniske minoriteters udfordringer med tyngde

Bidens valg af vicepræsidentkandidat er ifølge DR's USA-korrespondent ikke overraskende faldet på en farvet kvinde.

Senator Kamala Harris skal være Bidens vicepræsidentandidat. (Foto: © Mike Blake, Scanpix)

Hun er datter af en indisk mor og en jamaicansk far og er dermed den første farvede kvinde, som står til at kunne blive vicepræsident i USA.

Og nødvendigheden af at have en farvet kvinde ved sin side har stået klart for Joe Biden og hans stab, siden racedebatten igennem de seneste måneder har præget USA i kølvandet på George Floyds død og de omfattende Black Lives Matter-demonstrationer.

Det fastslår Steffen Kretz, som er DR's korrespondent i USA:

- Biden har hele tiden sagt, at han ville vælge en kvinde. Og henover sommeren er det blevet mere presserende, at det skulle være en kvinde, som ikke er hvid.

Harris vil ifølge Kretz være stærk ved Bidens side - blandt andet på grund af sin hudfarve:

- Hun kan tale om de udfordringer, som etniske minoriteter i USA har med en helt anden tyngde, end en hvid vicepræsident eller Biden ville kunne gøre det. Det er blevet meget betydningsfuld for Biden, at en vicepræsidentkandidat ikke bare kan tale om problemerne, men rent faktisk er født ind i dem.

Derudover fremhæver Kretz Harris' lange politiske karriere i blandt andet Californien, hvor hun er senator:

- Hun er tidligere anklager og har vist sig at være en uhyre effektiv senator, blandt andet i høringer i Kongressen, hvor hun har været en effektiv udspørger.

Kan overtage for Biden

Kamala Harris var selv en del af kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat, men hun trak sig i midten af marts og gav i stedet sin støtte til Biden.

Hvis hun og Biden vinder ved præsidentvalget til november, bliver det første gang i USA's historie, at man har en kvindelige vicepræsident.

Og Harris står over for en gigantisk stor opgave:

- Biden har brug for hende til at håndtere de tre kriser, der har ramt USA samtidig: Pandemien og den deraf afledte økonomiske krise, og selvfølgelig den sociale og racemæssige uro, der er opstået henover sommeren, siger Steffen Kretz.

Med sine 55 år er Kamela Harris noget yngre end Biden, der til november - hvor valget finder sted - fylder 78 år. Og netop alderen på de to kan også vise sig at få stor betydning, vurderer Kretz:

- Biden vil være den ældste præsident nogensinde, hvis han vinder. Han har sagt, at han kun vil stille op i en enkelt periode. Så vicepræsidenten vil være ansigtet på den næste generation af ledere og dermed partiets præsidentkandidat ved næste periode.

Kamala Harris og Joe Biden vil onsdag holde en tale i byen Wilmington.

Demokraternes partikonvent går i gang den 17. august, og her vil Biden formelt blive nomineret som udfordrer til præsident Donald Trump, der forsøger at blive genvalgt den 3. november.