Macron gik direkte efter Le Pens omstridte Rusland-forhold, da de mødtes for åben skærm: 'Du er afhængig af Putin'

Onsdag aften mødtes de to franske præsidentkandidater til deres eneste tv-duel inden søndagens præsidentvalg.

De to præsidentkandidater sad lige over for hinanden i de mere end to en halv time, som debatten varede. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Der blev diskuteret alt fra klimahykleri og et omstridt millionlån fra en russisk bank til muslimske kvinders tørklæder og Frankrigs fremtid i EU, da Emmanuel Macron og Marine Le Pen onsdag aften tørnede sammen foran millioner af tv-seere.

Det var både første og sidste gang inden det franske præsidentvalg på søndag, at de to politikere mødtes ansigt til ansigt. Derfor var der også stor spænding om debatten, som endte med at vare mere end to en halv time.

Selvom de lagde både høfligt og storsmilende ud, da udsendelsen gik i gang klokken 21, gik der ikke mere end et kvarter, før de to indædte rivaler begyndte at mundhugges og beskylde hinanden for at sige usandheder for åben skærm.

Der var nemlig meget på spil for både den centrumliberale Emmanuel Macron, der er præsident i dag, og hans højrenationale udfordrer, som for tredje gang går efter den magtfulde post.

Her er fem nedslagspunkter fra "Le Débat":

1

Macron grillede Le Pens forhold til Rusland

Marine Le Pens forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin, var endnu engang til debat. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Der blev ikke lagt fingre imellem, da spørgsmålet om Rusland dukkede op som et af de første.

Marine Le Pen har tidligere talt varmt om den russiske præsident, Vladimir Putin, som hun også har besøgt i Moskva. Derudover optog hendes parti for år tilbage et millionlån i en russisk bank med tætte bånd til styret i Kreml for at kunne dække udgifterne.

Netop det brugte Emmanuel Macron til at sætte spørgsmålstegn ved, om Marine Le Pen overhovedet kan forsvare Frankrig over for Rusland, når det kommer til stykket.

- Når du taler med Rusland, så taler du med din bankmand, lød det anklagende fra den franske præsident, som også påpegede, at Marine Le Pen var en af de første europæiske politikere til at anerkende Ruslands ulovlige annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014.

- Du er afhængig af russisk magt. Du er afhængig af hr. Putin, sagde Emmanuel Macron.

Det afviste Marine Le Pen med et "jeg er en fuldstændig fri og uafhængig kvinde". Og hun tilføjede, at partiet blev nødt til at låne pengene fra russerne, fordi ingen franske banker ville give det et lån.

Derudover understregede hun, at Emmanuel Macron selv gav præsident Putin en storslået velkomst, da han i 2017 besøgte Versailles-slottet.

Spørgsmålet om sanktioner mod Rusland kom også op at vende, og her sagde Marine Le Pen, at hun bakker op om EU’s nuværende sanktioner, men at hun er imod at ramme den russiske olie- og gassektor, som der ellers bliver talt om.

- Vi kan ikke begå harakiri, fordi vi ønsker at såre Rusland økonomisk.

2

Le Pen afviste endnu engang, at hun vil trække Frankrig ud af EU

Hvor Emmanuel Macron er begejstret for EU, er Marine Le Pen særdeles skeptisk. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Hvor Emmanuel Macron er stor tilhænger af EU, er Marine Le Pen stærkt skeptisk over for det europæiske samarbejde.

Men hvor hun tidligere ønskede at trække Frankrig helt ud af unionen og droppe euroen, har hun nu sløjfet tanken om et ’Frexit’. Til gengæld vil hun reformere samarbejdet indefra, så det bliver mindre omfattende, og blandt andet sætte en stopper for frihandelsaftaler, der "er til skade for franske virksomheder og landmænd".

- Jeg ønsker en alliance af europæiske nationer, sagde Marine Le Pen.

Men ifølge Emmanuel Macron kan man ikke bare komme udefra og ændre EU’s spilleregler fra den ene dag til den anden. Heller ikke selvom man hedder Marine Le Pen.

- Du ønsker stadigvæk at forlade EU, du siger det bare ikke højt længere, sagde han og tilføjede, at søndagens valg bliver "en folkeafstemning for eller imod Europa".

Men det afviste Marine Le Pen.

- Hvis jeg ville ud, ville jeg bare sige det højt. Jeg troede ikke, at du lyttede til konspirationsteorier, sagde hun henvendt til sin modstander.

3

Kandidaternes forskellige klimasyn blev sat på spidsen

Frankrigs nuværende præsident vil gerne have flere havvindmøller: Det er Marine Le Pen imod. (Foto: © Dennis Olsgaard, DR)

Selvom begge kandidater ønsker at satse på atomkraft, er der stor forskel på, hvordan de ser på vindmøller, solceller og andre former for vedvarende energi.

Hvor Emmanuel Macron blandt andet har planer om at etablere 50 nye havvindmølleparker, ønsker Marine Le Pen at rive de nuværende vindmøller ned. Og hvor Emmanuel Macron mener, at "Frankrig vil blive stærkere, hvis det omfavner den grønne omstilling", mener Marine Le Pen, at omstillingen allerede går for hurtigt.

- Det er meget åbenlyst, at du er klimaskeptiker, lød det fra Emmanuel Macron, som i de seneste uger har skruet op for sit grønne fokus – blandt andet ved at love, at den grønne omstilling skal ske "dobbelt så hurtigt" som i dag.

Det er af mange blevet set som et forsøg fra Emmanuel Macrons side på at lokke nogle af de grønne venstrefløjsvælgere, som ellers er kritiske over for ham, til.

Marine Le Pen beskyldte da også modstanderen for at være "klimahykler". Og hun tilføjede, at den globale frihandel er særdeles skadeligt for klimaet, da det betyder, at der bliver importeret varer fra lande, som ligger tusindvis af kilometer væk fra Frankrig.

Derfor vil det kun komme klimaet til gavn, hvis franskmændene i stedet begynder at købe hjemmeproducerede produkter, sagde hun.

4

Macron frygter borgerkrig, hvis Le Pen forbyder muslimske kvinder at bære tørklæde

Marine Le Pens syn på tørklæder skaber debat i Frankrig. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Marine Le Pen har i årevis slået sig op på at have en særdeles stram udlændingepolitik, hvor hun blandt andet vil forbyde muslimske kvinder at bære hijab i det offentlige rum.

Hun mener, at det vil befri kvinderne fra "islamistisk pres", som hun selv udtrykte det.

- Jeg mener, at vi er nødt til at indføre en lov mod islamistisk ideologi. Jeg kæmper ikke imod en religion. Jeg er ikke imod islam, som er en religion, der har en plads i Frankrig, sagde Marine Le Pen.

Men det er Emmanuel Macron imod, og han understregede under debatten, at det "vil udløse en borgerkrig", hvis forslaget bliver ført ud i livet.

- Det giver ingen mening. Det er at sammenblande alle problemerne at forveksle islam med islamisme, sagde han og tilføjede, at Frankrig i givet fald vil blive det første land i verden, der forbyder brugen af religiøse symboler i det offentlige rum.

- Så skal du have politiet til at løbe efter piger med tørklæde og drenge med kippa, sagde præsident Macron.

5

Le Pen klarede debatten bedre end ved sidste valg – men Macron vandt ifølge seerne

Emmanuel Macron sad flere gange og kiggede undrende på sin modstander, når hun talte. (Foto: © LUDOVIC MARIN, Ritzau Scanpix)

Der var på forhånd stort fokus på, hvordan de to kandidater rent formmæssigt ville klare debatten.

Da de inden præsidentvalget i 2017 mødtes til en tilsvarende debat, virkede Marine Le Pen både ufokuseret og presset. Hun erkendte efterfølgende, at hun havde været udmattet, hvilket havde kostet hende dyrt.

Derfor havde hun også gjort meget ud af at forberede sig ekstra grundigt denne gang, og hun virkede da også til at have mere overskud og ro på under debatten, hvor hun blandt andet også roste sin modstanders diplomatiske indsats i forhold til krigen i Ukraine.

Emmanuel Macron gik derimod mere offensivt til værks, og han var ikke bleg for at afbryde og kritisere hende for fejl og misforståelser.

- Madame Le Pen, Madame Le Pen, Madame Le Pen, sagde han flere gange, mens han enten havde armene over kors eller sad og kiggede undrende på hende.

- Du skaber forvirring om alting, sagde han også.

Der gik da heller ikke lang tid, før hashtagget 'arrogant' begyndte at trende på Twitter. Emmanuel Macron er netop blevet kritiseret for at fremstå både arrogant og bedrevidende.

Men selvom Marine Le Pen klarede sig bedre end for fem år siden, var dommen efterfølgende hård. Avisen Le Parisien skrev, at hun var i defensiven, mens den venstreorienterede avis Libération fastslog på forsiden, at hun "stadigvæk ikke er på niveau" med sin modstander.

Derudover viste en lynmåling, som tv-station BFM TV fik lavet lige efter debatten, at 59 procent af seerne fandt præsident Macron mere overbevisende end Marine Le Pen.

Ifølge Politicos seneste vægtede gennemsnit står Emmanuel Macron til at få 55 procent af stemmerne, mens Marine Le Pen står til 45 procent, og han har kun udvidet sit forspring i de seneste dage.