Italienske Daniele Pelliccia fylder 30 næste gang, men han er endnu ikke i nærheden af at kunne forsørge sig selv og flytte hjemmefra.

Han ville ellers hellere end gerne forlade børneværelset i forældrenes lejlighed i Napoli.

- Ja! I min alder bør man være uafhængig. Du skal have sit egen lejlighed, dit eget soveværelse, dit eget køkken, din egen kaffe. Din egen måde at leve på.

Daniele Pelliccia, der har en uddannelse som byggetekniker, deler skæbne med mange jævnaldrende i Italien, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger på 26 procent. Situationen på arbejdsmarkedet betyder, at de unge ikke kan komme i gang med deres voksenliv: To ud af tre italienere under 34 år bor stadig hjemme.

Mød Daniele Pelliccia i videoen:

- Mine forældre er ikke rige, jeg kender ikke nogen magtfulde mennesker, der har kunnet hjælpe mig til at skyde genvej. Her i Italien kommer du ingen vegne, hvis du ikke kender nogen, fortæller Daniele Pelliccia.

Selvom problemet er til at få øje på, fylder de unge vælgere ikke særlig meget i politikernes bevidsthed før parlamentsvalget i Italien på søndag. Vælgere over 55 år udgør hele 41 procent af vælgerkorpset, mens kun 22 procent er under 35 år. Så der er flere stemmer i at give valgløfter til de ældre.

- Den situation, vi står i, er, at politikerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Du bliver desillusioneret. Du føler dig ikke set. Hvis politikeren ikke viser omsorg for dig – eller for din by eller dit land. Hvem gør så, spørger Daniele Pelliccia.

Fuldtidsjob forsvinder

Millioner af unge sydeuropæere befinder sig i samme situation som Daniele Pelliccia. De burde egentlig være i fuld gang med deres karriere og godt på vej mod de højeste løntrin.

Men siden finanskrisen kulminerede i 2008 er over en fjerdedel af fuldtidsjobsene i Spanien forsvundet, og i Italien og Grækenland er jobdøden endnu mere udtalt.

Finanskrisen og den efterfølgende europæiske gældskrise fik arbejdsløsheden til at stige enormt i hele Sydeuropa. Og selvom arbejdsmarkedet i mange lande er begyndt at vise tegn på bedring, er især ungdomsarbejdsløsheden stadig tårnhøj.

Ikke råd til børn

Unge sydeuropæere kæmper for at få noget, der svarer til et fuldtidsarbejde.

- Jeg har ingen børn. Det har jeg simpelthen ikke råd til.

Sådan lyder ordene fra den 34-årige spanier Celia Cano, der til daglig arbejder som rejsekonsulent i et rejsebureau - en stilling, der burde sikre hende en tryg plads i Spaniens middelklasse.

Alligevel kan Celia Cano kun lige akkurat få lønnen til at række til slutningen af måneden. Det på trods af, at hun har en universitetsuddannelse, 12 års erfaring inden for sit felt og taler fire sprog flydende.

Umiddelbart virker et jobskifte som en oplagt mulighed. Men Celia Cano er ikke så sikker på, at græsset er meget grønnere andre steder i hendes branche. Desuden er hun træt af at hoppe fra den ene kontrakt til den anden.

- Jeg har haft ni forskellige jobs i løbet af de sidste otte år, og alle steder er det det samme. Enten er lønnen lav ligesom her, eller også forventer de, at du står til rådighed i alle døgnets timer, siger hun.

Hør Celia Cano fortælle i videoen:

Fuldtidsjobbets død

Mange lønmodtagere i Sydeuropa sidder nu ufrivilligt fast i atypiske ansættelser som deltidsstillinger eller korttidskontrakter, hvor løn og arbejdsvilkår kun er en kendt størrelse få måneder ud i fremtiden.

Et støt stigende antal bliver også hyret ind som enkeltmandsvirksomheder. På den måde undgår arbejdsgiveren fordyrende elementer som pension, feriepenge og løn under sygdom.

- Siden krisen ramte i Sydeuropa, er magtbalancen tippet markant til arbejdsgivernes fordel. Det er blevet meget nemmere for dem at hyre og fyre folk, siger Maria da Paz Campos Lima, der er seniorforsker i sociologi ved Lissabon Universitetsinstitut.

Forklaringen på den udvikling skal, ifølge hende, findes i de omfattende reformer, som politikerne rullede ind over arbejdsmarkedet i håbet om at få landenes økonomier på ret køl igen.

Da verdensøkonomien kuldsejlede i 2008, var de sydeuropæiske lande nogle af dem, der blev hårdest ramt. Landenes regeringer blev nødt til at finde en måde at rette op på den synkende skude, reducere budgetunderskud og stoppe den stigende gæld.

Den såkaldte Trojka kom landene til undsætning med økonomiske hjælpepakker. Trojkaen bestod af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), og de stillede strenge krav til de sydeuropæiske lande.

For med pakkerne fulgte krav om at skære ned på de offentlige udgifter og lave store ændringer i arbejdsmarkedet.

Det gigtramte arbejdsmarked

Fra EU i Bruxelles og hele vejen ud til landenes hovedstæder herskede der en opfattelse af, at arbejdsmarkedet i de fleste sydeuropæiske lande var ramt af gigt.

De mente, at fagforeninger og socialistiske regeringer gennem årtier havde bygget juridiske mure op omkring de lønmodtagere, der sad i gode og trygge fuldtidsjob. En mur, der gjorde det utroligt dyrt for arbejdsgiverne at komme af med dem og utroligt svært for arbejdshungrende borgere at komme ind.

- Både Trojkaen og de sydeuropæiske regeringer var enige om, at det netop var beskyttelsen af de ansatte, der var den største hindring for, at landede igen kunne opleve vækst, forklarer Maria da Paz Campos Lima.

Hvis man fjernede de ansattes beskyttelse, ville arbejdsmarkedet blive mere fleksibelt og dermed øge landenes produktivitet og konkurrencedygtighed. Sådan lød rationalet bag reformerne. Problemet var bare, at det ikke skete, forklarer Maria da Paz Campos Lima.

- Det, der i stedet skete, var, at efterspørgslen internt i landene faldt, og recessionen blev forstærket, siger hun.

Tjener tre gange så meget på Airbnb

Udviklingen har medført, at mange sydeuropæere hele tiden må være på udkig efter det næste job, fordi de kun ansættes på korttidskontrakter. Andre tager chancen som selvstændige og begiver sig ud i nye alternative jobtyper.

26-årige Nicolas Tsopnanakis fra Grækenland er en af dem. Han arbejder på fuld tid som udlejer på udlejningsportalen Airbnb.

- Jeg tjener tre gange så meget nu, som jeg gjorde i mit gamle job, og jeg har en større frihed i det her arbejde, siger han.

Tag med Nicolas Tsopnanakis på arbejde i videoen:

Nicolas Tsopnanakis udlejer ikke bare sine forældre hus, men også sine bekendtes. På den måde kan han tjene mere, end han gjorde, da han arbejdede for et international reklamebureau.

Lønnen i hans tidligere stilling var - ligesom mange andre grækeres - faldet markant siden finanskrisen. Nicolas Tsopnanakis var tvunget til at låne penge af sine forældre og venner hver måned.

- Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget for at forbedre mit liv. Jeg kunne ikke længere vente på, at regeringen eller andre mennesker gjorde mit liv bedre, siger Nicolas Tsopnanakis.

Selvom han nu tjener mere, end han gjorde før, føler han sig ikke sikker i det nye job. Han står selv med ansvaret for indtjeningen på de lejligheder, han udlejer, og bliver han syg, er det for egen regning. Ferie og pension står han også selv for at spare op til.

Udover det kræver jobbet i sig selv, at han står til rådighed for sine gæster døgnet rundt.

Mere fleksibelt, mere usikkert

Jobbet som Airbnb-udlejer kræver, at han hele tiden er fleksibel, og det er her, at problemet med de nye alternative jobs dukker op. Ifølge Maria da Paz Campos Lima presser den type jobs resten af arbejdsmarkedet, når det kommer til beskyttelsen af de ansatte.

- Jo flere folk, der kommer i midlertidige kontrakter og arbejder uden nogle rettigheder for platformsøkonomier som Airbnb og Uber, jo dårligere bliver de ansattes forhold generelt, siger hun.

Hun mener, at det stiller nye krav til arbejdsmarkedet og politikerne om at sikre de ansattes rettigheder.

Selvom Nicolas Tsopnanakis nu har et job, der giver ham en bedre indtjening end før, ser fremtiden stadig usikker ud.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne brødføde mine fremtidige børn med det her job. Det ville være idiotisk af mig, hvis jeg sagde det, siger han.