Fem dage efter det tyske valg er der stadig to kandidater i spil til at overtage kanslerposten efter Angela Merkel: Hendes kristenkonservative partifælle, Armin Laschet, og hendes vicekansler, der også blev valgets vinder, socialdemokraten Olaf Scholz.
Men ingen af de to har taget hul på regeringsforhandlinger endnu - i hvert fald ikke officielt.
Det har til gengæld de to mindre partier, De Grønne og det liberale parti FDP, der tilsammen sidder med magten til at gøre én af dem til kansler. De har brugt ugen på at finde fælles fodslag og mødes igen i dag, før de i weekenden skal mødes med de store partier.
Tirsdag aften lagde de to partiers toppolitikere alle fire på samme tid den samme selfie op på hver deres profiler med fælles fraser om "et vellykket møde" og "gode samtaler":
Selfien indtog i løbet af ingen tid samtlige forsider og overskrifter. Der ligger også et helt særligt signal i billedet, fortæller DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter:
- Det fortæller: "Vi kan godt sammen. Vi er villige til at overvinde vores forskelligheder." Det virker som om, de har forberedt det her scenarie. Og selvom De Grønne og FDP er uenige på mange punkter, så lyder mange analyser lige nu, at det er realistisk, at de får det politiske puslespil til at passe sammen.
Hvis de to partier kan nå en enighed, er de tilsammen større end både det socialdemokratiske SDP og det kristendemokratiske CDU/CSU. Dermed sidder de med magten til enten at gøre Olaf Scholz eller Armin Laschet til kansler.
Men der er mange centrale emner, som de to magtfulde kansler-mager-partier er fundamentalt uenige om.
De liberale vil have et loft over sociale ydelser. De Grønne vil hæve sociale ydelser. De liberale vil sænke skatter. De Grønne vil hæve skatter. De liberale vil lade markedskræfterne kæmpe klimakampen. De Grønne vil have en stærk klimaregering, der udstikker retningen.
Kun én ting synes de to kansler-magere at være helt enige om: Den nye regering skal være på plads inden jul - og ikke trække ud helt til marts, som det gjorde efter valget i 2017.
Valgets vinder går efter tyskernes foretrukne regering
Hvis partierne skal nå deres egen jule-deadline, skal der skub i forhandlingerne.
På søndag skal først det de liberale og dernæst de grønne have de første officielle sonderinger med det socialdemokratiske parti, SPD, der med Olaf Scholz i spidsen vandt en kneben sejr ved valget i søndags.
De tre partier udgør tilsammen den såkaldte Trafiklys-regering, som af kommentatorer anses for at være den mest sandsynlige regering - og af måleinstitutterne også udnævnes til tyskernes foretrukne regering.
Det er også den regering, som SPD og De Grønne foretrækker.
De to partier er langt hen ad vejen enige om centrale emner som en højere mindsteløn og højere beskatning af formuer. Men begge mærkesager strider direkte mod FDP's liberale politik.
FDP-leder Christian Lindner har da også flere gange i valgkampen sagt, at de tre partier ikke har en særlig stor politisk fællesmængde. Og i starten af denne uge gentog han, at han ikke har fantasi til at forestille sig at gå i regering med SPD.
- Christian Lindner går altså ind i det her med meget lave forventninger. Men det er givetvis også taktisk – så SPD ikke føler sig selvskrevet til at danne regering i lyset af, at CDU/CSU synker ned i kaos, siger Micahel Reiter.
Meget mere om det dramatiske kaos herunder:
Kæmpe konservativt kaos
Med 24,1 procent af stemmerne førte Armin Laschet i søndags den stolte kristenkonservative union til det værste valgresultat nogensinde.
Vælgerlussingen har udløst voldsom intern kritik af Armin Laschet, der af partifæller opfordres til ydmygt at erkende nederlaget og indrette sig efter vælgernes vilje. Enkelte opfordrer ham endda direkte til at trække sig.
- De lange knive er blevet hvæsset, og en overgang så det ud til, at Armin Laschet ville blive slagtet allerede i denne uge. Jo mere CDU/CSU synker ned i kaos, desto mere realistisk bliver en Trafiklys-regering med SPD, De Grønne og FDP, siger Michael Reiter.
Men Armin Laschet har ikke opgivet sine kanslerdrømme. Han går efter en såkaldt Jamaica-regering med De Grønne og FDP.
De to kansler-mager-partier har i løbet af ugen opfordret Armin Laschet til at få styr på sin egen butik. Unionen mellem søsterpartierne CDU/CSU har "en vanskelig opgave" at overkomme, betoner Stephan Thomae, næstformand for FDP i Forbundsdagen:
- Så lad os vente og se, hvordan Unionen kommer over denne klippe – om de overhovedet kan komme over den, sagde den liberale politiker i går til RBB-Inforadio.
De Grønnes næstformand, Ricarda Lang, kommer også med en stikpille til den voldsomme interne magtkamp i de kristendemokratiske søsterpartier:
- Jeg vil ikke engang vide, hvem jeg skulle tale med i CDU/CSU, har hun ifølge Politico udtalt.
Armin Laschets største håb er derfor, at Olaf Scholz' Trafiklys-forhandlinger strander, forklarer Michael Reiter:
- Det er hans eneste vej til magten. Det er den eneste måde, hvorpå Armin Laschet måske kan overleve politisk. Så han vil formentlig gå langt for at få en Jamaica-regering på plads. Han vil komme med store politiske indrømmelser.
- Men på den måde risikerer han også, at de konservative bliver helt usynlige i en regering, der er domineret af liberale og grønne mærkesager. Med det scenarie for øje, tror jeg, at mange konservative vil foretrække at gå i opposition.
Herunder kan du få et overblik over alle de fire partiers mærkesager: