Den danske sommer har ventet længe på sig. I næsten en måned har danskerne måtte nøjes med en blanding af lidt sol, skyer, regnbyger og højest 20 grader.
Men i dag vendte det, og inden middag ramte temperaturen over 25 grader i Karup og Store Jyndevad i Jylland. Dermed er det første sommerdag siden 25. juni.
De endelige målinger viser, at temperaturen nogle steder i landet næsten nåede op på 28 grader. I Vestervig ved den jyske vestkyst blev der målt 27,9 grader.
Ifølge DR's vejrvært Nina Maria Bendixen er det helt normalt, at den danske sommer svigter i en længere periode.
- Det er ikke usædvanligt. Men selvom det føles koldt, så har temperaturerne faktisk ligget på gennemsnittet. Men hver sommer har vi ofte store forventninger til sommervejret, så vi bliver hurtigt skuffede, siger hun og tilføjer:
- Men juli måned har været mere regnfuld end normalt. Så måske er det derfor, at det har føltes koldere.
Ifølge Nina Maria Bendixen vil de varme og lidt fugtige luftmasser fra syd give danskerne flere varme dage.
