Brian har bygget sin egen vindmølle: ’Det hele er tjent ind på seks år’

Brian Kjær fra Samsø har gjort huset selvforsynende med vedvarende energi.

Brian Kjær er født og opvokset på Samsø. (Foto: © Malte L. Nørgaard)

Brian Kjærs røde hus, der ligger langs landsbyvejen på Samsø, ligner en hybel, der kunne findes mange andre steder i landet. I sig selv udstråler det ikke noget særligt grønt, som det ligger mellem de vindblæste marker uden for Ballen.

Brian Kjær har nærmest ingen varmeregning. (Foto: © Malte L. Nørgaard)

Det skulle da lige være vindmøllen på 22 meter i baghaven, der signalerer, at det lille landhus hverken får varme eller strøm fra olie eller træpiller, men derimod vind.

Møllen er en ældre model fra Vestas. Årgang 1984.

Brian Kjær har selv samlet den. Og han er glad for den, selvom den bogstaveligt talt har kostet ham både blod og sved. Undervejs tabte han nemlig et stykke af møllen, så den rev det yderste led af den ene finger. Men indtil nu er det manglende fingerled det eneste, der ikke har tjent sig ind i kroner og øre gennem årene.

- Jeg køber mine ting brugt. Og det hele har tjent sig selv ind i løbet af fem eller seks år. Selv vindmøllen, der kostede 200.000 kroner, har jeg tjent ind igen, fordi den giver en stor besparelse på min elregning. Derfor har det været en rigtig god forretning for mig, fortæller han.

Vindmøllen har Brian Kjær selv samlet. Nogle dele kom fra Jylland. Andre fra Fyn. (Foto: © Malte Nørgaard)

Ja, det er i den grad en butik, der kører rundt. Og det bliver faktisk sjældent koldt i stuen på Samsø, selvom svaret - og varmen - blæser i vinden, som Bob Dylan så fint nedfældede ordene tilbage i 1962.

- Når vores varmeforbrug er højest om vinteren, så er det typisk også der, at vinden blæser mest. Og så kan solcellerne tage over på de vindstille dage. På den måde kan det supplere hinanden, siger Brian Kjær med henvisning til de solfangere, der dækker taget på det store værksted.

Brian Kjær er også ved at ombygge en bil. I videoen herunder kan du høre ham fortælle om det projekt.

Solcelleanlæg til skraldespanden

Solcelleanlægget har han naturligvis også selv installeret. For når Brian Kjær holder fri fra jobbet som elektriker på Samsø, dyrker han sin store hobby: at gøre huset selvforsynende med strøm gennem vedvarende energi.

Derfor var solcelleanlægget naturligvis også på listen over ting, der skulle fingereres med.

- Det var en kunde, der skulle have taget det ned. Han ville smide det ud, men jeg tog det bare hjem på værkstedet og fik det loddet sammen de rigtige steder, så det kom til at fungere igen, siger han.

Brian Kjær ses her i den garage, hvor han bruger meget af sin tid. (Foto: © Malte L. Nørgaard)

I dag har Brian Kjær ferie. Så meget ferie som en selvstændig elektriker nu kan have. Han står i garagen, hobbyrummet, og piller ved et tandhjul til vindmøllen. Når der er fri fra arbejdet, er det tid til at hobbyen. Den hobby der til forveksling ligner hans arbejde.

Det er ikke for meget at sige, at Brian Kjær dyrker arbejdet som en livsstil. Til gengæld er livsstilen langt fra et arbejde.

- Det er bare lidt sommerferieaktivitet. Og det er jo rigtig træls, hvis jeg skal stå med det hele en vinterdag, siger han inden pudser videre på tandhjulet og giver det en smule olie.

Sikkerhedssko er fritidssko. (Foto: © Malte L. Nørgaard)

- Det er naturligvis en hobby for mig. Hvis du ikke kan eller vil gøre noget selv, så er det ikke så god en idé at sætte en vindmølle op i baghaven. Tanken om at være selvforsynende går en lille smule i stykker, hvis du skal betale regninger til et servicefirma, hver gang der skal laves noget.

- Omvendt giver det rigtig god mening for mig, fordi jeg sparer omkring 25.000 kroner om året ved at have en vindmølle, som jeg selv kan reparere på. De penge bruger jeg til sommerferie i stedet, slutter han af.

Nu skal møllen lige efterses en sidste gang, før der er tid til rigtig ferie – altså den ferie, der ikke foregår hjemme i værkstedet på Samsø.

Vores Vejr rejser rundt i sommerlandet. I denne uge sender vi vejrudsigt fra Samsø klokken 18.55. Mandag til onsdag er vi på Ballen Havn, mens du torsdag finder os i Nordby.