Det kolde vejr driller politihundenes næser

Uanset vejret skal hundene kunne løse opgaver. Og selvom vejret spiller ind, er de stadig et par hundrede tusinde gange bedre til at lugte end os.

Schæferhunden Huxi kan lugte sig frem til mennesker og genstande i alt slags vejr. Men den tørre og kolde luft kan udfordre næsen. (Foto: © Alexander Janku Ravn Homilius)

- Kom, siger Jakob Bech med rolig stemme til hunden Huxi. Begge bærer de politiets logo på henholdsvis halsbånd og jakke, og makkerparret er i dag i skoven omkring Oksbøl.

I få plusgrader og med en kølig vind fra øst vil det nok få en del til at trække indendøre, men den går ikke som politihund.

- Vi skal kunne arbejde i al slags vejr, så vi forholder os til vejret, og løser opgaven ud fra det, siger Jacob Bech, der er politiassistent ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

I modsætningen til sin pelsklædte makker har han sørget for at få tykt overtøj på. Men opgaven som hundefører betyder også, at han skal forholde sig til vejrets indvirken på schæferhunden Huxi.

- Vejret betyder ikke så meget for hundens evne, det er mere os, der skal sætte begrænsninger for, at vi ikke kører hunden fuldstændig død. Hvis for eksempel vejret er rigtig varmt, kan det betyde, at de koger helt op, hvis ikke de får en pause.

I dag er der ingen risiko for overophedning, så i stedet kan både Huxi og Jakob Bech koncentrere sig om at træne. En af de andre kollegaer fra politiet er med for at agere forsvunden person, og her er Huxis næse overlegen.

- Vi bruger jo også hundene til at søge efter borgere, der er blevet væk. For eksempel en ældre borger med demens, der er forsvundet i et skovområde, siger Jakob Bech.

Hvis det er opgaven, er det også en fordel med rolige vindforhold. Ellers kan vinden forstyrre duftsporet.

Varme og kulde kan presse hundene

Generelt er der ikke nogen vejrudsigt, der får hverken Jakob Bech eller Huxi til at bekymre sig. Dog er det vigtigt, at man tager højde for hundens særlige evne. Dens næse er mellem 800.000 og 2.4 millioner gange bedre end menneskers, så derfor er den et vigtigt redskab.

Og som du måske har mærket på din egen hud på dine hænder eller næse, så har en kold og tør luft i vintermånederne en indvirken. Den tørre luft udtørrer fugt i huden og slimhinderne i næsen, og så bliver det ikke nemmere af, at de molekyler, der bærer lugt, bevæger sig langsommere i koldt og tørt vejr end varmt og fugtigt.

I dag holder det dog tørt i Oksbøl, så der er ingen regn eller sne, der kan opfangde de små lugtmolekylder.

Hundeførerne træner med hundene minimum en gang om ugen, både i skov og by, men også i alle typer vejr. Det skal hjælpe hundene til, at de er vant til at søge i alt slags vejr. (Foto: © Alexander Janku Ravn Homilius)

Det er dog især vinden, Jakob Bech holder øje med.

- Vinden kan hjælpe os rigtig meget, fordi den bærer færden af den person eller genstand, vi leder efter. Derfor skal vi hele tiden tage højde for vinden, når vi arbejder i skoven eller i et industrikvarter, hvor vi leder efter en indbrudstyv. Den kan hjælpe os, men den kan også være en begrænsning for os, siger han.