Det regner mere og mere i juni, men hos Jesperhus er det våde vejr en del af planen

En opgørelse viser, at det regner mere i juni måned, end det gjorde for 30 år siden.

Jesperhus ligger på Mors. Parken åbnede i 1966. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Indendørs vandland. Indendørs legeplads. Og indendørs væksthuse til blomster. Det lyder ikke umiddelbart som opskriften på et dansk sommerland.

Men ikke desto mindre er det sådan, feriecenteret Jesperhus har indrettet sig de senere år. De udendørs faciliteter er blevet suppleret med et indendørs ditto, så det er af mindre betydning, hvis regnen skulle sile ned over Mors.

Det fortæller Peter Overgård, der er lejechef og direktør i Jesperhus.

- Hvis vi ikke havde bygget tingene indendørs, så havde vi været frygteligt afhængige af vejret. Det er ikke sjovt at komme et sted, hvor du kun kan være udendørs, når det regner. Derfor har vi arbejdet med at gøre os vejruafhængige, forklarer han og fortsætter:

Vores Vejr er onsdag og torsdag på besøg i Jesperhus. Her ses direktør Peter Overgård. (Foto: Malte Nørgaard DR)

- Vi har aktivt tænkt det ind i vores planlægning, fordi vi tidligere har oplevet, at det kan være et problem, hvis vi kun kan tilbyde noget udendørs.

Beslutningen kan vise sig at være fornuftig. Tal fra DMI fortæller, at der kommer betydeligt mere regn i juni måned, end der har gjort tidligere.

I perioden fra 1991 til 2020 er den gennemsnitlige nedbørsmængde i juni nået op på 64 millimeter. Til sammenligning lå tallet på 55 millimeter i de 30 år forinden.

Et tegn på klimaforandringer

Den opadgående kurve er et udtryk for, at klimaet forandrer sig, mener DR’s vejrvært Mikael Jarnvig.

- Det er et tydeligt tegn på, at vi står midt i klimaforandringerne. Det er ikke et spørgsmål om, at de måske kommer engang i fremtiden, siger han.

Han peger samtidig på, at regnen falder mere intenst, når den falder. Derfor kommer der flere skybrud, mens der også er større risiko for tørke, end der var tidligere.

Derfor skal der måske også pakkes lidt om i rejsetasken i fremtiden - uanset om turen går til Jesperhus eller ej, siger han.

- Danskerne skal gøre sig klar på, at der i højere grad vil blive brug for både røjsere og solhat på sommerferien, fordi chancen for en hedebølge eller et gevaldigt skybrud er større.

Vil stadig helst have sol

Hos Jesperhus er de glade for, at de allerede har tænkt vejrets uforudsigelighed ind i planlægningen.

Det har blandt andet betydet, at parken i år har vinteråben for første gang siden finanskrisen.

Det skyldes blandt andet, at nogle af de tabte indtægter fra coronakrisen skal hentes ind. Men også at faciliteterne er klar til at kunne tilbyde gæsterne noget hele året.

En af de store attraktioner i Jesperhus er blomsterparken. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Og mere åbent betyder også flere penge i fremtiden. Derfor kommer parken ikke til at ændre strategien foreløbig, siger Peter Overgård.

- Vejruafhængighed er helt sikkert en del af vores fremtidsplaner også, slår han fast.

Men Peter Overgaard vil nu fortsat helst have solen frem, selvom det ikke er nær så nødvendigt som tidligere for feriecenteret på Mors.

- Vi er ikke helt ligeglade med vejret. De fleste af os bliver lidt mere glade, når solen skinner. Derfor vil jeg ikke sige, at vi er ligeglade, men vi er garderede.

Vores Vejr rejser de kommende seks uger rundt i sommerlandet.

I denne uge er vi på Mors. Onsdag og torsdag bliver vejrudsigten sendt fra Jesperhus ved Nykøbing Mors.

Facebook
Twitter