Skyer er så underfundige, de skifter både form, farve og sted, mens de hænger oppe over vores hoveder - ofte i flere kilometers højde.
De tager også plads fra solen, har regn med sig, fylder godt i vejrudsigterne og de optager os alle, når vi snakker om vejret.
Tre klasser med skyer
Der findes tre hovedklasser af skyer.
1. Lave skyer (skyens bund, også kaldet base, ligger under 2.000 m)
2. Mellemhøje skyer (baser mellem 2.000 m og 6.000 m)
3. Høje skyer (baser over 6.000 m)
Derudover findes der også forskellige kategorier af skyer:
1. Stratiforme skyer (ofte skyer i et jævnt lag)
2. Konvektive skyer (skyer, der opstår i ustabil luft og kan vokse opad)
3. Nimbus skyer (skyer, der giver nedbør)
4. Cirrus skyer (høje skyer og består udelukkende af iskrystaller)
Ustabil luft er, når luften i højden er ekstra kold, og temperaturen falder med mere end cirka en grad pr. 100 meter.
Vi har derved en særlig kølig luftmasse i højden, og fordi varm luft vejer mindre end kold luft, giver dette en tendens til en opadgående luftstrøm.
De lave skyer
Basen af de lave skyer ligger under 2.000 meter. I forbindelse med optårnede cumulusskyer (Cumulus nimbus) kan toppen dog godt nå op i 8-12 kilometers højde på vores breddegrader.
Stratusskyer kan, hvis de er tætte, betyde, at der kommer let regn.
Stratusskyer ses ofte i forbindelse med varmfronter, og de kan give et diset udtryk, da basen ikke er skarpt defineret. Vi kan ofte forvente finregn eller regn i forbindelse med disse skyer.
Stratocumulus opstår i svag ustabil atmosfære og i forbindelse med opstigende luft. De varsler ikke noget særligt, men det kan af og til regne fra dem, hvis skylaget er tykt nok.
De små cumulusskyer er ganske harmløse. De opstår op ad dagen i klar luft og skygger ikke nævneværdigt for solens stråler. Derfor har de kælenavnet "godtvejrs-skyer".
Cumulus mediocris, også kaldet blomkålsskyer, fordi bulerne på skyen kan minde om et blomkål, er en videreudvikling af Cumulus humilis. De opstår også ved opvarmning nedefra og i klart vejr.
Høje og med byger
Cumulusskyer generelt opstår i en lettere ustabil luftmasse - altså et varmt lag forneden og kulde foroven. De behøver ikke udvikle sig til byger, men hvis de bygger sig op og bliver høje, så kan der være byger på vej.
Cumulus congestus er stadiet før Cumulus nimbus og kan derved være tegn på, at der er regnbyger på vej.
I situationer med meget ustabil luft (meget stor temperaturforskel fra den varme luft forneden og den kolde luft i højden), udvikler cumulusskyer sig til cumulonimbus-skyer. De varsler byger.
Fly bør undgå denne form for skyer, fordi der er kraftig turbulens i cumulonimbus-skyer.
Cumulus incus opstår ved kraftig konvektion (meget ustabil luft og kraftigt opstigende luft). De kan give kraftig regn og hagl samt lyn og torden og kraftige vindstød.
Når en af disse cumulonimbus-skyer får disse buler på undersiden, er det tegn på en særlig kraftig regnbyge. Igen kan der forekomme kraftige vindstød, hagl og lyn og torden.
Mellemhøje skyer
Findes i mellem 2.000 meters og 6.000 meters højde.
Både altostratus og altocumulus kan tyde på, at en front nærmer sig, når de forekommer i et tæt lag.
Selvom det er mellemhøje skyer, kan de også give lidt regn, hvis skydækket er tæt nok.
Linseskyen i bjergene
En undergruppe i altocumulusskyerne er linseskyen. Den forekommer kun i egne med fjelde eller bjerge, hvor luften får den rette bølgende bevægelse.
Skyen opstår i forbindelse med en kraftig vind, der blæser hen over et bjerg. Skyen dannes på læsiden, hvor luften synker lidt ned og afkøles, og derved fortætter vanddampen i luften til dråber og danner en sky.
Skyen bliver derfor ofte liggende samme sted, fordi ny fugtig luft fortsat strømmer hen over bjerget.
Altocumulus Lenticularis varsler som sådan ikke vejret, men opstår i forbindelse med en kraftig vind i højden og indikerer, at der er turbulens.
Høje skyer
De høje skyer er alle dem over over 6.000 meters højde. På vores breddegrad ligger de høje skyer som regel op til 12 kilometers højde.
De består udelukkende af iskrystaller.
Et klassisk billede på, at en front er på vej. De kan også ses i forbindelse med en tordenbyge, der er under opløsning.
Fjerskyer kan være tegn på, at en front nærmer sig. Desuden opstår de, når der er kraftige vinde i højden.
Kondensstriber - eller contrails - kan kaldes en kunstig cirrussky, fordi den ikke er opstået naturligt, men derimod dannet af iskrystaller fra flyenes udstødning.
Hvis luften er tæt på mætningspunktet, kan disse skyer blive hængende ret længe på himlen, mens de bliver bredere, og det kan være tegn på, at en front er på vej.